Afskaf SUen og vink farvel til drømmen om en uddannelse

Privilegieblindhed af højeste kaliber, det var den overskrift, der poppede op i mit feed. Her kunne jeg læse, at Liberal Alliances Ungdom vil afskaffe SUen.

Jeg kunne ikke være mere uenig. At afskaffe SUen på videregående uddannelser er en direkte forringelse af unges økonomiske vilkår og for nogen et farvel til drømmen om at tage en uddannelse.

Særligt for os studerende på professionsuddannelserne. Jeg læser selv til sygeplejerske, men mit skema er markant anderledes end de af mine venners skema, som studerer på CBS eller Københavns Universitet.

Jeg har hverken korte dage eller undervisning kun 3 dage om ugen. Jeg havde mødepligt i starten af min uddannelse, og 40 procent foregår i klinisk praksis, hvor det også er et krav, at jeg møder op. Ellers kan jeg ikke bestå og fortsætte på uddannelsen.

I studielivsundersøgelsen 2026 fra Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) angiver 47 procent af de studerende at have haft en eller flere aften-, natte- eller weekendvagter i løbet af deres praktikperiode. Det er vores virkelighed.

Når jeg har aftenvagt i praktikken tirsdag, betyder det ikke, at jeg har fri onsdag. Selvom de fleste afdelinger gør alt for at undgå, at vi møder ind i dagvagt kun otte timer senere, sker det desværre, at jeg klokken 23 skal nå ned i omklædningen, skifte tøj, ud til cyklen, cykle hjem, fordøje vagtens indtryk, sove, stå op, cykle ind på hospitalet og stå omklædt og klar på afdelingen klokken 07 onsdag morgen.

Blandt mine medstuderende og jeg, går snakken tit på økonomi. Har vi råd til at skulle i den næste praktik? Hvad hvis den ligger langt væk – så er der både mindre tid til at arbejde og flere udgifter til transport. Af de studerende, der i studielivsundersøgelsen 2026 angiver, at de overvejer at droppe ud, angiver 33 procent, at det skyldes forhold relateret til det økonomiske under uddannelsen.

Så kære Liberal Alliances Ungdom, afskaffelse af SUen vil nok ikke få flere i studiejob. Jeg vil i hvert fald gerne spørge jer: Hvornår synes I, jeg skulle tage en ekstra vagt?

Hvis SUen afskaffes, er det potentielt lig med, at jeg ikke kan passe mit studie, både teoretisk og praktisk. Hvis SUen afskaffes, får jeg ikke flere timer i døgnet til både at arbejde, studere og ikke mindst sove. Hvis SUen ikke fandtes, ville jeg ikke have råd til at blive sygeplejerske.

Kalle Straagaard Jensen, forretningsudvalgsmedlem, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning

11. september 2001 blev ikke fortrængt

Jeg havde en noget anden oplevelse af 11. september 2001, end den Christian Egander Skov gav udtryk for her i avisen forleden.

Han hævder, at vi først i dag kan se, at der skete noget afgørende dengang, og at vi dengang krampagtigt holdt fast i den gamle verden.

For mig var hændelserne surrealistiske, karakteriseret af ubeskrivelig ondskab og omkalfatrende for måden at anskue verden på. Der var tale om et angreb på hele den vestlige verden fra en indre fjende iblandt os og gennemført kynisk spektakulært. Man kunne ikke længere føle sig tryg, og man kunne ikke overskue, hvordan man bedst muligt kunne undgå noget lignende i fremtiden. Ingen vidste, hvornår eller hvor det næste angreb ville finde sted.

En betydelig utryghed bredte sig, og man var straks sikker på, at verden var forandret for altid. Terrorangrebene i de spanske myldretidstog i Madrid et par år senere bekræftede frygten, som man først med tiden lærte at håndtere, men i de år var jeg og formentlig mange andre meget utrygge ved at benytte offentlig transport og opholde mig i større forsamlinger.

Det er muligvis Christian Egander Skovs ubekymrede barndom og ungdom, der i situationen har beskyttet ham mod de følelser, som i hvert fald jeg gennemgik 11. september 2001 og de følgende år.

Nils Thygesen, Nivå

Brug børnebiblioteket

Det er en fornøjelse at iagttage, hvor opdragende biblioteket er for børns læsevaner. I mange tilfælde kan børnene hjælpe deres forældre til rette.

Og så har de dygtige og pædagogiske bibliotekarer altid held med at dæmpe dampbørnene. Og deres forældre.

Carsten Seeger, Ishøj

Afgang for Aula

Uden at være speciel fan af, hvad Lars Løkke Rasmussen, Moderaternes formand og stifter, står for, synes jeg, at partiets påstand om, at forældrene fylder for meget i dagens folkeskole, er velbegrundet.

I min skoletid i 1950erne blandede forældrene sig slet ikke – som i slet, slet ikke – i skolens arbejde, og måske netop på grund af det lykkedes det samfundet at få tilført min generation de nødvendige kundskaber i både dansk og matematik.

Erik Tang, Klampenborg

Benzinafgifter

Den 17. april i år advarede Den Internationale Valutafond samt Dan Jørgensen EU- landene mod at røre ved gældende skatter og afgifter på benzin.

Begrundelsen var, at nedsatte priser ville føre til øget forbrug i en tid med forsyningsknaphed. Efterfølgende har stort set alle EU-lande, med undtagelse af Danmark, nedsat benzinafgifterne.

Nu er situationen den, at prisen på benzin i Danmark er nået et niveau, som nu er helt uholdbart for både erhvervslivets og almindelige borgeres økonomi.

De eksorbitant høje priser kommer ligeledes til at påvirke inflation og renteniveau. Det nytter ikke noget med de sædvanlige støtteordninger til særlige befolkningsgrupper.

Støtteordninger, som ikke bliver gældende her og nu, hvor det behøves. Vi forventer, at regeringen finder en afgiftsmodel, som er tilpasset vores nabolande, så der ikke bliver hamstret over grænserne.

Elisabeth Harpøth, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:

Mening

»Dannelsestab« dukker op her, der og allevegne. Senest har vi diskuteret det i forbindelse med PISA-undersøgelsen. Der er bekymring for, at sociale medier og kunstig intelligens gør os dummere. Og der efterlyses åndelig oprustning og demokratisk dannelse, så vi ved, hvad vi kæmper for, når danske og vestlige værdier er under pres. Så hvordan holder vi fast i, hvem vi er, og hvad vi kommer fra – uden at blive kontrære og bange for fremtiden? Hella Joof mærker dannelsestabet i mødet med unge mennesker, men er optimistisk. Gæst: Hella Joof, filminstruktør og forfatter Vært: Jacob Rosenkrands