Kære Astrid Siemens Lorenzen, hvis du ikke udtrykker et over længere tid vedvarende og uomtvisteligt og inderligt ønske om at dø, så er du ikke i målgruppen for at modtage aktiv dødshjælp. Ønsket kan UDELUKKENDE komme fra borgeren selv og skal gennem en meget grundig screening først.
Legalisering af aktiv dødshjælp er ikke en modsætning til forbedring af palliativ behandling eller forbedring af hjælp til handicappedes gode liv. Den henvender sig til de relativt få, der har ubærlige og udsigtsløse lidelser, og som selv ønsker at blive udfriet. Det centrale er derfor ikke værdighed, men manglen på selvoplevet livskvalitet. Værdighed fordrer et blik udefra; selvoplevet livskvalitet er udelukkende indefra, og det er det centrale i en legalisering.
Så Astrid, der er ikke noget at være bekymret for for dig eller andre i din situation. Som det er nu, er der til gengæld nogle meget syge – og også nogle ikke syge – som er meget bekymrede for, hvor meget de kommer til at lide, før døden indtræffer. Til dels er det, der kaldes livsforlængende behandling, reelt dødsforlængende.
Det drejer sig altså om rettigheder for få, der lider meget – man kan vel med rette kalde dem nogle af samfundets svageste.
Astrid Kjems, Medlem af bestyrelsen for landsforeningen for legalisering af aktiv dødshjælp, Ret til at dø
Blasfemilov
Det var rigtigt berigende at læse Ditlev Tamms fine kommentar – og direkte morsomt at sammenholde den med indlæg fra Bo og Jette Petersen.
Skønt at bo I et land, hvor alle har ret til at udtrykke sin mening, men det behøver jo ikke ske med bål og brand.
Birte Refsbech, Frederikssund
Erfaring udbedes
Politik er en mærkelig selskabsleg, og Christiansborg er et underligt mødested for mere eller mindre groteske typer af entertainere.
Staten har gjort det mere eller mindre uattraktivt at uddanne sig til skolelærer de sidste ti år, og hvad gør politikerne så? De tænker så meget ud af boksen, at boksen forsvinder, og at skolen lige så godt kunne være Lalandia.
For nu behøver skolen snart ikke længere at ansætte faglært uddannede lærere. Man laver da bare om på reglerne, for er der netop ikke tale om det, man for få år siden kaldte »erfaringsbelastning«, når folk faktisk vidste noget om det job, de udførte?
Jeg gad vide, om cykelmekanikeren (efter et hurtigt weekend-webinar, bevares) er blevet min læge næste gang, jeg kigger ind i lægehuset.
Jeg ønsker mig flere erfaringsbelastede medborgere – ikke det modsatte … også gerne på Christiansborg.
Michael Pedersen, lærer, Vejen
Tak for god behandling
Jeg vil også gerne fortælle om et fantastisk hospitalsforløb.
Den 25. juli var jeg til læge, da jeg havde opdaget noget i mit venstre bryst. Hun udskrev en kræftpakke, som blev sendt til Gentofte Hospital.
Samme eftermiddag ringede de fra hospitalet; jeg kunne komme næste dag til undersøgelse. Mammografi, scanning og biopsi (vævsprøver af knuden).
Den 10. august var jeg til samtale, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle opereres. 22. august til ultralydsskanning, blodprøver og samtale om, hvordan operationen skulle foregå.
Den 23. august, altså kun en måned efter, jeg var hos min egen læge, blev jeg opereret på Gentofte. 13. september var jeg til fjernelse af alle plastre og samtale med de sødeste mennesker, der fortalte mig, at jeg undgik at få kemo, men skulle have 15 gange stråler og kræftmedicin.
Stor tak til kræftafdelingen på Gentofte.
Desværre har de ikke en stråleafdeling, så det foregår på Herlev hospital, hvor jeg allerede har været til samtale og undersøgelser, dejlige mennesker.
Nu går jeg så til strålebehandlinger hver dag minus lørdag og søndag i tre uger. Alt i alt et kæmpe logistikprogram, som bare er gået efter bogen.
Tak fordi vi har de bedste læger og ikke mindst sødeste sygeplejersker, jeg har mødt.
Christa Sandbæk, Gentofte
Farvel til livet
I mit efterhånden lange liv har jeg haft det privilegium at træffe Søster Signe, en katolsk nonne af den ældre skole, der havde viet sit liv til sygeplejen.
Sine seneste år arbejdede hun på et hospice, hvor man plejer terminalt syge og døende patienter. En familie til en sådan patient spurgte i deres fortvivlelse søsteren, om ikke der var nogen, som kunne »gøre noget«. Så var det, at der fór en djævel i Søster Signe, som hun selv udtrykte det: »Jo da, det er der sikkert, og det er faktisk ikke så svært. I skal bare lægge en pude over hovedet og så presse til. Jeg går ud imens, og jeg siger ikke noget til nogen.«
Pludselig blev der ikke længere talt om, at »nogen skulle gøre noget«.
Jeg ved ikke, om Søster Signe lever endnu, men i så fald ønsker jeg hende en fredfyldt død med kærlig omsorg og pleje, mens naturen går sin gang.
Bo E. Bremer, Hvalsø
