Jesper Holst gik som barn på opdagelse i den uhyggelige spøgelsesby i Grønland: Vi må aldrig gøre som amerikanerne i 1992

Grønlænderne er et stærkt folk med en stolthed, der er misundelsesværdig, og en helt unik kultur, som må og skal holdes i hævd. Tales op og styrkes. I kontrast til hvad der historisk har været gældende.

»Jeg fik også en naturlig kærlighed til det grønlandske folk, som jeg senere i livet, og ved flere tilbagekomster til min barndoms juvel i Kangerlussuaq, har måttet sande er blevet så hårdt og ubarmhjertigt behandlet op gennem historien,« skriver Jesper Holst. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix

Jeg er egentlig ikke sentimental af natur. Som uddannet geolog og projektleder i det private erhvervsliv lever jeg af at omsætte viden og data til handling. Rationelt, nøgternt og med klare formulerbare formål. Men mit liv udspringer alligevel af noget ganske andet. 

Jeg brugte nemlig et par formative år af min barndom i Grønland, nærmere bestemt Kangerlussuaq, eller Søndre Strømfjord, som det også hed dengang. Det forholdt sig sådan i 1991, at mine forældre, som begge er flyveledere, fik tildelt en to-årig udstationering på den civile del af den ellers amerikanske koldkrigsinstallation »Bluie West 8«, i daglig amerikansk tale »Sondrestrom Airbase«.