Fred, krig og dumhed
Den 10. juli erklærede statsminister Mette Frederiksen (S) i Berlingske, at det var »en kæmpe fejltagelse« med den nedskæringspolitik af forsvarsudgifterne, som Danmark har fulgt gennem de sidste næsten 30 år, »og det skal vi aldrig gentage«.
Disse udmeldinger har fået opbakning fra professor emeritus Ditlev Tamm i Berlingske16. juli, hvor meninger og personer med en herfra afvigende holdning må opfattes som dumme.
Som en af de sidstnævnte »dumstemplede« danskere vil jeg gøre gældende:
Det var efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 (både dengang og nu) helt urealistisk at forestille sig, at Danmark som det eneste af samtlige vesteuropæiske lande skulle fortsætte med en oprustningspolitik. Vi nød i lighed med alle andre i mange år godt af den såkaldte »fredsdividende«, som har været til uundværlig gavn for udvikling og opretholdelse af det danske velfærdssamfund siden da.
Ingen politikere kan bebrejdes, at man ikke forestillede sig, at en galning som Vladimir Putin 30 år senere ville starte en erobringskrig, som udover Ukraine også ganske rigtigt kan true os, og derfor nu nødvendiggør en oprustning.
Dette er der jo også nærmest 100 procent politisk opbakning bag, men det udgør da ikke nogen saglig begrundelse for at kritisere den omtalte hidtil førte politik. Heller ikke selvom kasernerne, fregatterne, og snart sagt alt andet af det »militære isenkram« som konsekvens af nedrustningspolitikken ikke lige nu er i orden, forældet eller simpelthen manglende.
Endelig sætter jeg et spørgsmålstegn ved Mette Frederiksens afsluttende salut med »det skal vi aldrig gentage«. Hvordan kan man anse sig i stand til at udtale en så bastant mening om, hvorledes vores forsvarspolitik i en uvis fremtid skal indrettes?
Synes statsministeren, at det er en ønskværdig tilstand for Danmark med oprustning og årlige militærudgifter på fem procent eller måske mere? Eller mener hun, at der skabes større mulighed for en universel fred, hvis alle stater bliver oprustet fra top til tå?
I min optik kunne Mette Frederiksens slutreplik med lige så stor ret eller mening gå ud på, at »det kan vi selvfølgelig altid lave om på igen, når faren forhåbentlig engang er drevet over«.
Stig Werdelin, Charlottenlund
Oplagt valg til en kvindestatue
Maria Jacobsen er en oplagt kandidat til at få sin person og virke statueret. Hun fungerede som missionær og sygeplejerske i Harput i årene 1907-19. Hun var et vigtigt vidne til det armenske folkedrab, og hun var medvirkende til at tusinder af forældreløse børn overlevede. Mig bekendt findes der ingen offentlig statue af Maria Jacobsen i Danmark. Der findes en i Solvang, Californien, samt i Armenien.
Valget kan træffes på borgerbidrag.dk
Peter Rørdam, Gentofte
Livet er for kort til ikke at prioritere kvindefodbold
Livet er ikke for kort til kvindefodbold, men livet er simpelthen for kort til at vi ikke prioriterer kvindefodbold ordentligt. De danske kvinder er desværre måtte desværre tage hjem fra EM efter blot tre kampe. Tre kampe, som ingen har hypet op som var det herrerne, der var taget til EM, af den simple årsag at det jo bare er kvindefodbold.
Det danske kvindelandshold trækker i landsholdstrøjerne og tager ud og repræsenterer Danmark – og det gør de godt! For det danske kvindefodboldlandshold er strålende, men det er da klart, at det kan være svært at følge med for eksempel svenskerne, når de er så langt foran i deres prioritering af kvindefodbold både strukturelt og økonomisk.
DBU giver jo ikke engang damerne lige så god løn som herrerne, når de tager ud og spiller i de rød/hvide farver. Ja, der er lige blevet indgået en »historisk lønaftale«, og hvor er det dejligt, det er bare slet ikke godt nok.
Og inden man påpeger, at interessen for kvindefodbold er lavere og derfor er det okay, at kvinderne tjener mindre, så synes jeg bare, at man skal huske på, at sådan havde folk det også engang med herrefodbold, inden vi investerede ordentligt i det. For det er da klart, at interessen ikke kommer, når vi nægter at understøtte de danske kvinder.
Vi sender nogle af vores dygtigste kvindelige fodboldspillere afsted for at repræsentere Danmark. De fortjener lige så stor støtte, de fortjener lige så meget i løn, de fortjener lige så stor mediedækning som herrerne.
Så helt ærligt, hvorfor er det, at det tager så lang tid for os at sikre at fodbold er for alle? Anerkend nu kvindelandsholdet for det de er: pissedygtige fodboldspillere.
Malika Bøge Rosenskjold, kultur-, ret- og ligestillingsordfører i Radikal Ungdom
Hvor er de pro-drusiske demonstrationer?
Gennem flere uger har det nye syriske styre angrebet druserne i Suwayda-provinsen. Det kendte dødstal er p.t. hundredvis, men med kendskab til den Syriens historie kan man med god grund frygte tusinder af lig i lasten. Druserne blev i øvrigt også i foråret udsat for syriske regeringsstyrkers vold; mere end 100 blev myrdet.
Hvor er demonstranterne, der gennem 2024 krævede vestlig indblanding mod Israels kamp for at frigive gidslerne i Gaza? Hvor var de drusiske flag på Roskilde-festivalen? Har Greta Thunberg kun sympati med palæstinensere? Og hvorfor diskuterer sikkerhedsrådet ikke massakren på regionens hospital?
Det eneste land, der har handlet for at beskytte druserne er Israel – efter stærke opfordringer dertil af det israelsk-drusiske mindretal. Først efter, at den jødiske stat blandede sig, vågnede FN op.
Dette er måske nøglen til at forstå den totale radiostilhed fra »menneskerettighedsaktivisterne«. De sidste halvandet års universitetsbesættelser og »from-river-to-the-sea«-sange handlede vist ikke om støtte til palæstinenserne. Det var blot had mod Israel.
Samuel Goldstein, Modi’in-Maccabim-Reut, Israel
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
