Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
I ferierne tager tusinder i sommerhus ved kysterne – men pengene lander et helt andet sted
Ladt i stikken om sommeren
Hvert år ved påsketid sker der et markant ryk i Danmark. Hundreder af tusinder af danskere pakker bilerne og drager mod kysterne – til sommerhuse og flexboliger i kommuner som Guldborgsund, Odsherred og Ringkøbing-Skjern.
I sommerhalvåret fordobles indbyggertallet i mange af disse kommuner. De tilrejsende nyder naturen, infrastrukturen, beredskabet, kulturlivet og de velholdte veje. Men når skatten skal betales, falder kronerne ét eneste sted: i ejerens bopælskommune, som alt for ofte er en af de velhavende omegnskommuner omkring København.
Det er en ubalance, der er moden til at blive fordelt mere retfærdigt.
Tag en kommune som Guldborgsund. Her findes der omkring 7.500 sommerhuse og flexboliger, som ejes af borgere med bopæl uden for kommunen – hovedsageligt fra hovedstadsområdet og Nordsjælland.
Når to skatteydere fra Gentofte eller Frederiksberg ejer et sommerhus på Falster, lægger de tilsammen hurtigt 120.000 til 150.000 kroner i kommuneskat i deres hjemkommune. Guldborgsund Kommune får til gengæld primært en beskeden grundskyld, mens de skal levere veje, kystsikring, affaldshåndtering, beredskab og sundhedsservice til de mange sommergæster.
Hvorfor ikke indføre en model, hvor en mindre del – for eksempel en tredjedel – af kommuneskatten automatisk tilfalder den kommune, hvor borgeren ejer en sekundærbolig?
Regnestykket for en enkelt landkommune er slående:
Hvis en tredjedel af kommuneskatten fra udefrakommende fritidsboligejere overføres til sommerhuskommunen, vil det for Guldborgsund alene kunne betyde en ekstra indtægt på mellem 250 og 350 millioner kroner om året.
Det er penge, der direkte kunne investeres i bedre lokal infrastruktur, sikring af kysterne, grøn omstilling og stærkere beredskab – tiltag, som både de fastboende og sommerhusejerne har direkte gavn af.
Det handler ikke om at straffe sommerhusejerne eller flå hovedstadskommunerne. Det handler om sund fornuft og skattemæssig retfærdighed i et moderne Danmark, hvor grænserne mellem arbejde, fritid og bopæl i stigende grad flyder sammen takket være hjemmearbejdspladser og flexboligordninger.
Hvis vi ønsker et Danmark i balance, hvor yder- og kystkommuner ikke blot fungerer som rekreative kulisser for hovedstaden, men har en bæredygtig økonomi, må skattekronerne følge med derhen, hvor ressourcerne reelt bruges.
Lad os få opdateret skattesystemet, så fritidskommunerne får en fair del af kagen.
Søren Madsen, Sakskøbing
Politisk kaos
De seneste meningsmålinger tegner et billede af et politisk landskab i opbrud. Næsten alle de etablerede partier mister opbakning, mens vælgerne i stigende grad søger mod nye alternativer eller helt vender politik ryggen.
Det må give anledning til alvorlige bekymringer på partikontorerne, for hvis udviklingen fortsætter, kan flere af de gamle partier på sigt komme faretruende tæt på den nuværende spærregrænse på to procent.
Netop derfor ville det ikke overraske mig, hvis de samme partier snart begynder at argumentere for en forhøjelse af spærregrænsen til fire eller måske fem procent, sådan som man kender det fra flere af vores nabolande.
Officielt ville begrundelsen sikkert være ønsket om større stabilitet, færre partier i Folketinget og mere handlekraftige regeringer. Men man kunne med rette spørge, om motivet i virkeligheden også handler om at beskytte det eksisterende politiske system mod nye udfordrere.
Samtidig bør man efter min mening tage en seriøs debat om løsgængeri. Når vælgerne sætter deres kryds ved et parti, stemmer de ikke kun på en enkelt person, men også på et politisk program, en ideologisk retning og et samlet hold. Derfor virker det mærkeligt, at et mandat i dag kan tages med videre, hvis et folketingsmedlem vælger at forlade sit parti.
Resultatet er ofte, at vælgernes stemmer ender med at styrke en politisk kurs, de aldrig har stemt på.
Man kunne derfor argumentere for, at mandatet i højere grad burde tilhøre partiet frem for den enkelte kandidat. Hvis et medlem vælger at forlade partiet, burde pladsen måske overgå til den næste på partiets kandidatliste. Det ville skabe større respekt for vælgernes oprindelige valg og mindske de taktiske manøvrer, som af og til præger dansk politik.
Uanset om man er enig eller uenig, er det svært at ignorere, at det danske partisystem står over for markante forandringer. Når vælgernes loyalitet bliver mindre, og nye partier lettere kan vinde fodfæste, vil diskussionen om både spærregrænse, mandatfordeling og Folketingets indretning kun blive mere aktuel i de kommende år.
De seneste resultater fra de tyske delvalg taler for sig selv. Kaos.
Preben O. Nilsson, Charlottenlund
Ros til Trump-administrationen
Den nye forsvarsaftale mellem Danmark, Grønland og USA bliver betegnet som genial.
De danske forhandlere med Mette Frederiksen, Lars Løkke og Jens-Frederik Nielsen i spidsen bliver rost til skyerne. Men i virkeligheden er den nye aftale stort set ikke andet end en bekræftelse af den 75 år gamle aftale fra 1951, som fungerer fint den dag i dag.
Dem, der virkelig fortjener ros, er de medlemmer af Trump-administrationen, som har fået den uforudsigelige Trump til at makke ret og skrive under på aftalen.
En nøgleperson her har formentlig været USAs udenrigsminister Marco Rubio. Og så kan man bare håbe, at Trump ikke med et nyt tosset indfald kan nå at ødelægge det hele, før han er ude af billedet om godt to år.
Nils Sjoegren, Rungsted
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Der er fart på Mads Strange (LA). Måske også for meget fart. I flere aktuelle sager er han blevet beskyldt for ikke at have styr på fakta. I Berlingskes debatpodcast »Mening« udfordrer Jacob Rosenkrands Mads Stranges påstande og spørger, hvorfor man som politisk ordfører kan slippe afsted med ikke at have styr på fakta. Gæst: Mads Strange, politisk ordfører, Liberal Alliance Vært: Jacob Rosenkrands I udsendelsen er der lånt klip fra B.T., Mads Stranges sociale medier og Rasmus Stoklunds Facebook
Del:
