Ingen ferie, færre SU-klip, forhastede uddannelsesforløb og snart højere karakterkrav på gymnasiet. Alt dette er et produkt af en socialdemokratisk tvangslogik. En logik der bygger på et desperat socialdemokrati, der har mistet den klassiske arbejder. En logik der tydeliggøres i De Lærdes Tyranni, der absurd nok er skrevet af de lærde selv.
Vi synes, det er absurd, hvordan socialdemokrater mener at kunne tvinge mennesker til bestemte erhverv gennem forringede uddannelser.
Vi savner en dannelseslogik, der tager udgangspunkt i den enkelte borger, det enkelte menneske. Derfor skal vi kæmpe for, at alle har lige mulighed for at opnå netop det potentiale, de drømmer om - uagtet om det er at være faglært eller akademiker. Samfundet har derfor et ansvar for at bidrage til faglig stolthed, uanset dit erhverv eller din uddannelsesretning. I dag oplever vi desværre, at dannelsen og uddannelsen er blevet overtaget af forfejlede tvangslogikker.
Problemerne med uddannelsesbashing stammer i bund og grund fra manglende penge i det socialdemokratiske nulsumsspil som er uddannelsessystemet. I mange år har uddannelses-pendulet svinget frem og tilbage mellem forskellige uddannelsesretninger. Denne tendens vil fortsætte, så længe der er mangel på midler på begge sider af pendulet. Det er ganske enkelt de færreste uddannelser, der forbedres, hvis der mangler investeringer på hele området. Der er et stort behov for en stabil folkeskole, uanset om de unge ender på en STX eller EUD. Der er kæmpe behov for dygtige læger, når vi skal opereres, og dygtige håndværkere, når noget skal repareres.
I stedet for, at vi gang på gang ophøjer en specifik gruppe i samfundet, skal vi kunne værne om alle uddannelsesvalg. Dette gælder også de helt tidlige år. Alle skal ikke nødvendigvis det samme, men vi skal alle sammen noget. Det understøtter systemet desværre ikke i dag, og den socialdemokratiske uddannelseslogik virker til helt at have glemt dette simple princip. Der er en naturlig mangfoldighed i samfundet, og dette skal også afspejles i uddannelsessystemet.
Så længe regeringen turnerer med en forfejlet forståelse af dannelse, kommer vi aldrig i mål. Regeringen bør anerkende, at dannelse og uddannelse er gavnligt i sig selv. Først da kan vi reelt skabe varige forbedringer af uddannelsessystemet.
Mathias Sikora, uddannelsesordfører for Radikal Ungdom, og Asger Holm Ørskov, medlem af Radikal Ungdom



