I regeringens retorik sættes der lighedstegn mellem udearbejde og flid og mellem at være hjemmegående og dovenskab. Hvis du arbejder ude, er du flittig, men har du ikke noget betalt job og arbejder i stedet i hjemmet, er du doven. 

På Socialdemokratiets årsmøde for et par uger siden, bedyrede Statsminister Mette Frederiksen således, at »hvis vi ikke holder fast i vores stærke arbejdsmoral, ja, så holder vores velfærdsmodel ikke«. Hun trumfede endda i sin tale med en gammel slager fra Stauning: »Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender. Ved flid og arbejde kommer de enkelte frem.«