Forsker advarer: Bortvisning af voldelige elever kan være den forkerte løsning
Voldelige elever skal stoppes. Men amerikansk forskning peger på, at hjemsendelse kan forværre elevens adfærd, hvis det bliver selve løsningen frem for begyndelsen på en indsats.

Regeringen vil have nultolerance over for vold i folkeskolen, meddelte undervisningsministeren her i Berlingske. Det er ikke svært at forstå hvorfor, når en ny stor dansk undersøgelse af vold og udadreagerende adfærd i grundskolen viser, at 55 procent af klasserne oplevede voldelige episoder sidste år. Det rammer både elever, lærere og undervisningen, så ønsket om at ændre det er helt på sin plads.
Men når regeringen forklarer, hvad der ligger bag ordet »nultolerance«, bliver nemmere adgang til at bortvise de voldelige elever nævnt som et muligt centralt redskab. Før vi gør konsekvente bortvisninger til svaret, bør vi se på USA, hvor man har prøvet netop det i 30 år.


