Burde Trump ikke roses en smule?

I danske medier præsenteres Grønlands-aftalen som en sejr for Danmark og endda et nederlag for Donald Trump. »Schhh. Nævn ikke for Trump at det er Kongeriget Danmark, der har sejret«, hvisker USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen.

Som jeg altid har sagt, gang efter gang, i de sidste ti-tolv år, burde ingen udtale sig om Donald Trump, medmindre de har læst hans bog »The Art of the Deal«.

Sandheden er, at USAs præsident har opnået nøjagtigt, hvad han ville; i denne forretningsmands bøger står der klart og tydeligt, at man begynder med en ekstrem position (den ældgamle tradition om at prutte) – for at forskrække og destabilisere modstanderen – og så kommer man til den konklusion, som Trump i virkeligheden i al hemmelighed satsede på.

Mette Frederiksen kalder det »en aftale, der styrker vores fælles sikkerhed i Arktis og det nordatlantiske område og dermed også er god for NATO og Europa.« Lyder det ikke som en win-win? Burde Trump ikke roses, blot en lille smule, for hvad Grønlands Jens Frederik Nielsen kalder en win-win-win?

Folk har tendens til at spørge mig, hvordan i alverden kan det være, at jeg kan lide, eller i hvert fald synes at forsvare, sådan en modbydelig tumpe som Donald Trump. Burde jeg ikke, som millioner af danskere, afsky den bølle? Jeg har altid svaret det samme:

Trump vil(le) slet ikke annektere Grønland. (Nuvel, hvis København havde været villig til at sælge øen, havde det været en bonus, som Trump næppe havde sagt nej til.) Når den amerikanske præsident har snakket i de sidste syv år om at købe eller annektere Grønland, taler han ikke til danskerne eller grønlænderne. Nej. Han taler til kineserne.

Da Donald Trump i 2019 for første gang annoncerede, at han ville købe Grønland, blev han straks gjort til grin. Og dog var det slet ikke sandt, at det var en vrangforestilling ud af det blå: det hele startede faktisk i 2017. Dengang fløj øens statsminister til Beijing for at spørge om at hjælpe med at bygge eller udvide en eller flere lufthavne. Her var vi allesammen heldige, at statsministeren hed Lars Løkke Rasmussen og at den nuværende udenrigsminister straks satte veto på projektet.

Hvis en dansker (eller en grønlænder) ikke kan se forskel mellem USA og Kina – i det omfang at Beijings bistand svarer oftest til en gældsfælde, altså en trojansk hest ifølge The Economist – minder det så ikke om Den Kolde Krig, hvor USA og USSR blev beskrevet som »lige dårlige«?

Nej, det er ikke en sejr for Danmark og et nederlag for Donald Trump. Det er et nederlag for Beijing samt Moskva og en sejr for hele Vesten. Hvem skal takkes for det?

Erik Svane, Charlottenlund

For og imod

Jeg har læst i Berlingske, at 53,8 procent af danskerne vil sænke benzin- og dieselafgifterne, mens 33,3 procent er imod. Mener Berlingske i ramme alvor, at læserne selv skal gætte, hvem der er for og imod?

En borgerlig avis bør man blive klog på og til og med gerne klogere.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Udligning af by og land

Jeg er så heldig at have boet på DSBs hovedfærdselsåre hele livet, selvom jeg kommer fra en mindre jysk provinsby. Således var København aldrig længere væk end to-tre timers kørsel.

Flere gange har jeg også måttet tage den lange vej, for aktiviteter for unge med politik foregår ofte i hovedstaden, da ngo'er, aviser, embedsværket og andet bundet op på statsapparatet har det meste af deres gøren der.

Nu hvor Peter Hummelgaard tager med Finansministeriet på »skovtur« til Nakskov, blev jeg mindet om, at hvis man gjorde ideen lidt mere permanent, kunne man gøre noget godt for at udligne forskelle mellem København og resten af landet.

Tænk hvis en markant del af det danske statsapparat, eksempelvis Finansministeriets hovedkvarter, lå i Esbjerg, Sønderborg eller Holstebro.

Et helt nyt segment af den danske befolkning ville få en nær adgang til nationale politiske beslutninger, og byerne i mere stille områder ville få en frisk indsprøjtning af de virksomheder, diplomater og ansatte, der ville følge med.

Måske ville det også hjælpe med den ret pressede situation på det københavnske boligmarked.

Christoffer Emil Juul Hansen, medlem af Radikal Ungdom, Aarhus

TV 2 bør lægge stilen om

Jeg er efterhånden ret træt af, hvordan nogle medier, særligt TV 2 og ikke mindst »Tirsdagsanalysen«, behandler Troels Lund Poulsen (V).

Det er som om, han skal trædes på ved enhver given lejlighed. Skal politikere, som det i en periode går mindre godt for, absolut trædes på? Jeg var derfor glad for, at statsminister Mette Frederiksen huskede at omtale Troels Lund Poulsen i sin tale i New York i forbindelse med Grønlandsaftalen.

Det er jo trods alt ikke så længe siden, at han i sin egenskab af forsvarsminister var en del af processen omkring håndteringen af krisen, der gik forud for denne aftale.

Ane Marie Christensen, Frederiksberg

Gør lærerarbejdet attraktivt

Birgit Berggrensson, cand.ling.merc. og cand.teol., fremfører i Berlingske det synspunkt, at det skal være sværere at blive folkeskolelærer. Kun derved kan man sikre det kvalitetsløft i folkeskolen, der er så hårdt brug for, mener hun.

Den går altså ikke. Uanset hvad skal vi bruge det antal lærere, der skal til ude i klasserne. Hendes forslag vil resultere i endnu færre uddannede lærere, end vi har i dag. Der er én, og kun én, vej frem: Gør lærerarbejdet så attraktivt, at flere dygtige unge vil vælge det til.

Niels Chr. Sauer, Næstved

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Mening

Hella Joof: Ærgerligt, hvis unge mennesker bliver dumme

»Dannelsestab« dukker op her, der og allevegne. Senest har vi diskuteret det i forbindelse med PISA-undersøgelsen. Der er bekymring for, at sociale medier og kunstig intelligens gør os dummere. Og der efterlyses åndelig oprustning og demokratisk dannelse, så vi ved, hvad vi kæmper for, når danske og vestlige værdier er under pres. Så hvordan holder vi fast i, hvem vi er, og hvad vi kommer fra – uden at blive kontrære og bange for fremtiden? Hella Joof mærker dannelsestabet i mødet med unge mennesker, men er optimistisk. Gæst: Hella Joof, filminstruktør og forfatter Vært: Jacob Rosenkrands
Se alle episoder