Direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening: Det kan aldrig kan være en boligejers ansvar at indhente restskat fra en tidligere ejer

Skattestyrelsen må sikre, at skatten bliver opkrævet og tilbagebetalt korrekt. Hvis deres nuværende system ikke kan håndtere det, må de finde på en anden løsning, skriver Ole Hækkerup. 

»Skattestyrelsen må sikre, at skatten bliver opkrævet og tilbagebetalt korrekt,« skriver Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening. Nicoline Kjems-Krognos

Nu begynder der efterhånden at tikke beskeder ind hos de 1,4 millioner boligejere, der er i Danmark. Senest har vi i Berlingske 24. februar 2025 kunnet læse om flere journalister, der er blevet bombarderet med beskeder i e-Boks; blandt andet én journalist, som har fået tre nye årsopgørelser.

Det, der fangede vores opmærksomhed er, at de tre årsopgørelser omhandler en periode, før journalisten havde købt sit hus. Den ene indeholdt endda teksten: »Udskrevet pba. ny vurdering. Regulering sker til aktuel ejer, jævnfør reglerne i lov om kommunal ejendomsskat § 27.«