I 2009 skrev The Economist om en af de kommende stormagter, nemlig Brasilien. Landets økonomi ville snart overhale Frankrigs og Storbritanniens som verdens femtestørste, spåede nyhedsmagasinet. São Paulo ville blive verdens femterigeste storby, mens de store oliereserver ud for kysten ville øge væksten og supplere landets robuste og avancerede industrielle sektor.
For at illustrere pointen bragte magasinet på forsiden et billede af Rio de Janeiros berømte Kristus-statue, Cristo Redentor, der fór til himmels som en raket.
Men raketten nåede aldrig i kredsløb. Brasiliens økonomi er haltende på vej ud af den værste krise nogensinde. Antallet af drab har nået nye højder, 175 mennesker om dagen i 2017. En tidligere præsident sidder i fængsel, en anden blev stillet for en rigsret og afsat. Den tiltrædende præsident er en beundrer af landets gamle militærdiktatur, men han synes, at man skulle have dræbt de mennesker, man torterede.
Dem, som guderne ønsker at tilintetgøre, priser de først som fremtidens land.
Jeg kom til at tænke på historien i The Economist, mens jeg læste en gennemresearchet og tankevækkende serie i The New York Times om et andet af fremtidens lande: Kina. Forestillingen om »Kinas fremmarch« er nu blevet så almindeligt udbredt, at vi behandler den som en kendsgerning snarere end en forudsigelse af en kun alt for velkendt art: Nemlig den, som blev fremsat om Sovjetunionen i 1950erne og 60erne, om Japan i 1970erne og 80erne og om Den Europæiske Union i 1990erne og 00erne.
Så hvorfor skulle de gængse klichéer om Kinas formodede fremmarch være anderledes?
Bulk og brutalitet
Et af de svar, som New York Times lægger op til i sin serie, er, at Beijing har ignoreret hævdvundne læresætninger om behovet for en fortløbende liberalisering af markedet og stadigt mindre statslig kontrol og alligevel har evnet at trives. Det kan der være noget om. Kvantitet har en helt egen kvalitet, som man siger, og Beijing kan levere kvantitet som intet andet land bortset fra Indien.
Hvis Kinas fremtid er så lys, som mange forestiller sig, hvorfor ser mange af landets bedste og heldigste så deres fremtid et andet sted?
Beijing kan også levere brutalitet. Laogai Research Foundation vurderer, at antallet af tvangsarbejdere i Kina skal tælles i millioner. I et fremragende eksempel på journalistik sporede Rossalyn Warren i sidste måneds Vox en desperat appel, som var blevet fundet i en pung i et Walmart center, til Yingshan-fængslet i det sydlige Kina. Appellen beskrev en 14-timers arbejdsdag ledsaget af prygl.
Tyrannier fungerer ikke på lang sigt. Men de ved besked med, hvordan man får sat folk i arbejde på kort sigt.
Men selv med fordelene af skala og styrke fungerer Kina ikke. I 2014 bogførte Beijing en officiel økonomisk vækst på 7,3 procent, men samtidig mistede landet 2.130 milliarder kroner som følge af kapitalflugt, viser en analyse fra UBS. I 2015 blev dette tal mere end fordoblet til 4.443 milliarder, skrev Institute of International Finance. I 2016: 4.765 milliarder.
Jovist, nogle af disse penge går til produktive investeringer i udlandet, ikke kun lejligheder i Sydney eller bankkonti i Liechtenstein. Men så er der også den kendsgerning, at omkring 46 procent af de mest velhavende kinesere ønsker at emigrere, de fleste af dem til USA. Hvis Kinas fremtid er så lys, som mange forestiller sig, hvorfor ser mange af landets bedste og heldigste så deres fremtid et andet sted?
Måske er det fordi individuelle rettigheder, demokratiske valg, retsstatsprincipper, et frit marked, offentlig åbenhed, begrænset korruption, uafhængige medier og ytringsfrihed er værdier, som ikke kan gøres op i penge. Også selv om vesterlændinge alt for ofte er tåbelige nok til at tage let på dem og derfor tror, at andre gør det samme.
Hvis man definerer magt som evnen til at tiltrække og ikke blot tvinge, så er Kina - med den dystopiske vision om fuld overvågning af alle indbyggere i 2020 - alt andet end et land i fremmarch. Det er et land i opløsning.
Kinesisk teater
Måske er det også fordi Kina fremlægger et vildledende billede af sin økonomiske styrke. Kinas økonomi er vokset på baggrund af en offentlig og privat gæld, som nu andrager godt 223 billioner dollars. Beijing har postuleret en vækst på 6,9 procent i 2017, men kinesiske statistikker er noget nær værdiløse - udtryk for propaganda mere end egentlig produktivitet. Kinas fremmarch har også været en historie om kinesisk spilfægteri og teater.
Alt dette kan virke som en overdrevent dyster version af virkeligheden. Hvad så med skyskraberne i Guangzhou? Hvad med de rekordhøje eksamensresultater blandt studerende i Shanghai? Hvad med de millioner af mennesker, som er løftet ud af fattigdom og ind i middelklassen?
Kinas fremmarch er ikke en eller anden form for luftspejling. Men det, der betyder noget, er fremtiden, ikke fortiden. Det, der betyder noget, er, hvorvidt en nation som konsekvent har forholdt sine indbyggere de friheder, som tilkommer almindelige borgere, kan overhale, overvinde og overleve andre nationer, der bygger på et forsvar for netop disse friheder. De tilgængelige beviser tyder på, at det er stærkt tvivlsomt.
Amerikanske politikere og kommentatorer taler ofte om udfordringen ved at håndtere Kinas fremgang. De skulle hellere give sig til at overveje udfordringen i at håndtere landets nedgang. Japan og Europa gled stilfærdigt ned ad bakke, og Sovjetunionen overgav sig uden kamp - i hvert fald frem til den nuværende, revanchistiske fase.
Vil Kinas nuværende ledelse acceptere muligheden af sin egen nedgang lige så filosofisk efter at have overbevist sig selv om sin hastige fremmarch til forreste geled? Man skal nok ikke sætte sine penge på det. En såret tiger er sjældent en fredsommelig tiger.
Oversættelse: Lars Rosenkvist
