Berlingskes historie om Esbjerg Havns samarbejdsaftale med den statsejede kinesiske havn, Ningbo-Zhoushan, rejser et langt større spørgsmål end den konkrete sag. Nemlig, hvem der i sidste ende fastlægger Danmarks strategiske interesser.

For havne er ikke længere blot kajanlæg, sejlrender og logistik. De er en del af Danmarks kritiske infrastruktur. Havnene forbinder vores industri med verden, de er afgørende for den grønne omstilling, og de spiller en stadig større rolle for NATO, energiforsyningen og Europas sikkerhed.