Den politiske sommerfred var for alvor forbi, da partierne indledte rækken af sommergruppemøder. Listen af velmenende forslag og udmeldinger var lang, og en lang række partier og politikere var fulde af ny energi til at ændre samfundet i den retning, som de nu ønsker. Det har vi stor respekt for i DA og FH. 

Men selvom vi indbyrdes kan være dybt uenige om de konkrete forslag om eksempelvis fremtidens pensionsalder, så er vi til gengæld 100 procent enige om, at der er en særlig type af forslag og udmeldinger, som politikerne bør lade blive i ferielandet sammen med bøllehatten og klipklapperne.