Jeg har i mere end 40 år arbejdet for ældres vilkår i Danmark. Og jeg må ærligt sige: Jeg bliver bekymret, når jeg læser CEPOS’ forslag om at afskaffe folkepensionen og vende tilbage til noget, der ligner den fattigdomsydelse, vi havde før folkepensionen.
Danmark har et af verdens bedste pensionssystemer. Folkepensionen beskytter mod fattigdom, og arbejdsmarkedspensionerne gør det muligt for de fleste at opretholde deres levestandard. Systemet er ikke bare socialt ansvarligt, det er også økonomisk bæredygtigt. Danmark ligger i dag i den absolutte top, når det gælder pensionssystemers holdbarhed, og vi er allerede verdensmestre i pensionsopsparing.