Sygt på den gode måde

Nu, da tiden er inde. Tre af landets mest markante billedkunstnere udstiller for tredje gang sammen og denne gang på Kunstindustrimuseet. Her er tale om farlige og forvredne værker, der diagnosticerer livet i de små hjem.

Bænk af Ingvar Cronhammar Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Pressefoto
Undertiden kan der komme noget godt ud af, at kunstnere vælger nogle begrænsninger eller måske snarere bestemte spilleregler for et udstillingsprojekt.

Kunstindustrimuseets udstilling - Nu, da tiden er inde - er et eksempel på dét. Det er en både dybt fascinerende og foruroligende udstilling, Thomas Bang, Ingvar Cronhammar og Poul Ingemann har skabt. Det er en udstilling af paradokser og stor skønhed. Det er også en udstilling, der er trekløverets tredje forsøg på at bruge deres - på én og samme tid - forskellighed og åndsfællesskab til nogle værker, der står markant i tiden. Her er det erfarne kunstnere, der taler. De kender deres vokabularium og deres virkemidler, og takket været den fortrolighed formår de at flytte sig fra gang til gang uden at forråde deres udgangspunkt.

Første forsøg var i 2001 på Brænderigården i Viborg, hvor de tre på forskellig vis forholdt sig til hjemmet som begreb. Hjem og møblement som idé eller måske snarere skræmmebillede gik for så vidt igen i deres fælles udstilling i 2003 på Sophienholm, hvortil der også var knyttet en fortælling om stedets fortid og herunder historien om den lille Ida, der var det måske ulykkelige barn af landstedets tidligere ejere. Uhyggeligt var det i hvert fald. Flere af de skarpe og spidse, møbellignende konstruktioner på udstillingerne mindede i hvert fald om, at hjemmet, der pr. definition skulle være det mest trygge sted, måske kunne være det mest uhyggelige. Et falsk sted fyldt af skjulte farer. Og dermed det mest skræmmende sted.

Også kinky kunst
Denne gang har Bang, Cronhammar og Ingemann forsøgt at forholde sig til Kunstindustrimuseets undersøgelsesområde; altså design og formgivning og kunsthåndværk og ofte noget, der har med hjemmet at gøre. Tilsyneladende mest tilforladelig er Ingvar Cronhammars bidrag til udstillingen, der bl.a. består af en meget smuk – og stemningsmæssigt tungsindig – lampe, »Nebensonne«, der, om den kom i masseproduktion, utvivlsomt med det samme ville blive lyst i band af optikere og øjenlæger og familieministeren og alle partiers sundhedsordførere samt Dansk-albansk venskabsforening. Groft uansvarligt for øjnene ville det i hvert fald være at læse ved Cronhammar-lampens skær. Formodentlig fordi den ikke er tænkt som brugskunst. Men derimod er et kunstværk. Som formgivning er den utrolig elegant og er udover ved sin dystert perfekte finish nærmest at ligne med billedet eller arketypen på lampen. Det er hans bænk i øvrigt også, og nævnes skal det, at Cronhammar i Nils Stærks galleri i Njalsgade viser en rigtig kinky sag af en anden bænk, der er sort og delvist beklædt med gummi og ligner noget, man forestiller sig kunne stå i venteværelset til spankingrummet på en massageklinik.

Som sygehistorier
Designprisen for funktionel formgivning – endsige Prisen for pædagogisk familiehygge – ville Cronhammar næppe heller få for sit bestik, der hedder »Stealth« ligesom kampflyet og ganske rigtigt ligner noget, man slår ihjel med. Spørgsmålet er blot, om man efterfølgende kan samle de døde dyr og deres sauce op fra tallerkenen, eller om bestikket snarere er et sindbillede.

Som det er tilfældet med Cronhammars designparafraser, hviler der også en tungsindig gådefuldhed over Poul Ingemanns møbelarkitektur; en række stole der ikke er beregnet til at sidde i men snarere kan betragtes som skulpturer. Nonfigurative ser de ud, men det skulle ikke undre, om disse stoleskulpturer snarere er en slags psykologiske observationer. Kunstindustrimuseet var tidligere hospital, og det er nærliggende i Ingemanns sal at associere til sygestuer med en fortættet stemning af undertrykt fortvivlelse, desperation og angst. Måske er disse skulpturer en slags sygehistorier om amputerede og forvredne liv?

Det er Thomas Bangs skulpturer utvivlsomt. Bang arbejder ofte med en slags spredte (men ikke adspredte) skulpturer i den forstand, at de består af elementer, der kan være på afstand af hinanden – som i et skulpturlandskab af en slags – men ikke desto mindre har en indbyrdes forbindelse. I tidlige værker var det som om, der havde været eller ville opstå en slags proces mellem elementerne. På det senere har Bang indført en slags stativer i sine arbejder, og man har en fornemmelse af, at den indbyrdes forbindelse mellem delelementerne er af psykologisk og frem for alt undersøgende karakter.

Nogle af de elementer, der indgår, ligner – eller er ligefrem – brugs- og beklædningsgenstande, og skønt de er fordrejet på surreel vis som i et absurd teaterstykke, har værkerne tydeligvis en sammenhæng med det sted, hvortil de er skabt. De fortæller altså – måske – historier om hjem og de mennesker, der bor der. Det virker ikke, som om de mennesker har det særligt rart. Men nok som om de formår stadig at bilde sig selv eller deres omverden ind, at de har det.

Det er kort og godt en yderst seværdig udstilling, og så er Kunstindustrimuseet og dets indre gård så absolut heller ikke det værste sted at tilbringe nogle timer. Der er f.eks. også en glimrende udstilling af stole af møbelarkitekten Torben Skov. Og hans stole kan man faktisk sidde i.