Sydslesvig og den danske andedam

Syd for Danmarks grænse bor 35.000-50.000 dansksindede i Sydslesvig.Glemt af den menige dansker og negligeret af DR. Danskerne nord for grænsen kunne lære meget, hvis Sydslesvig igen var en del af den danske offentlighed. Men først og fremmestskal vi det, fordi vi er: titusindvis af slesvigere, der også er danskere.

Formentlig kan mange med min baggrund fortælle lignende historier. Historier om tåbelige spørgsmål, der skriger af uvidenhed om historiske forhold; historier om forfejlede forsøg på at gøre grin med det land, jeg kommer fra; historier om bedrevidenhed om, hvad det vil sige at være dansk.

En af mine bekendte blev f.eks. spurgt af en medstuderende, om hun havde kendt til rugbrød, inden hun flyttede til Danmark. En anden historie oplevede jeg selv til en fest: En lærerstuderende, som vidste, at jeg er vokset op uden for Danmark, sagde i ramme alvor til mig, at jeg i stedet for ordet »korrigere« hellere skulle bruge »rette«. Sidstnævnte er mere dansk. Jeg tvivler på, hun ville have sagt det, hvis hun havde vidst noget om min baggrund.

En udbredt uvidenhed oplever jeg også i mit frivillige arbejde på en retshjælp i København. Her kontaktes jeg regelmæssigt af landsmænd, som har problemer med Udlændingestyrelsen, når de skal til at søge om opholdstilladelse, som skal behandles efter særlige regler. Det lykkes dog langtfra altid.

O.k., kunne man sige, hvis vi nu kommer fra et land meget fjernt fra Danmark, så kunne det måske være nærliggende at spørge om rugbrød. Og man kan måske heller ikke forlange (eller kan man?), at alle medarbejdere i Udlændingestyrelsen har styr på alle særregler. Men vi er opvokset lige syd for den dansk-tyske grænse, vi er medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig. Længere væk er det såmænd ikke.

Der bor et sted mellem 35.000 til 50.000 dansksindede i Sydslesvig. Det svarer til indbyggertallet i Roskilde eller Vejle. Vi har danske kirker med 36 menigheder rundt omkring. Vi har næsten 50 danske skoler med næsten 6.000 elever, over 50 børnehaver. Vi har et eget parti med ca. 4.000 medlemmer, som over 50.000 mennesker stemmer på. Og vi har så meget mere på dansk i Sydslesvig. Den folkelige basis i Sydslesvig fejler såmænd ikke så meget.

Men forudsætningen for det danske mindretals eksistens er ikke kun, at mange tusinde i Sydslesvig holder fast i deres dansk-sydslesvigske identitet og gør en indsats for vort fællesskab. Men også at danskerne nord for grænsen holder fast i os. At de ikke gør det længere, er et problem både for os sydslesvigere, men også for danskerne nord for grænsen. Og det bør der gøres noget ved.

Kendskabet til eksistensen af et dansk mindretal syd for grænsen er til at overskue. Da jeg efter studentereksamen på Duborg-Skolen flyttede til Danmark, »spillede« jeg gerne med min baggrund, når jeg mødte nye mennesker. Jeg har en markant syddansk accent, så jeg blev tit spurgt, om jeg kom fra Sønderjylland. Ofte svarede jeg blot: »Ja, jeg er opvokset i nærheden af Padborg«, og så blev der ikke stillet flere spørgsmål til det. Men når jeg svarede: »Ja, jeg er fra Flensborg«, så gik den løs: Man fik en masse spørgsmål. Fair nok, folk interesserer sig for en, men spørgsmålene afspejlede ofte en markant uvidenhed om Danmarks historie. Det er jo først og fremmest et problem for spørgeren. Men spørgsmålene afspejlede også en markant mangel på at kunne rumme, at man kan være dansk på en lidt anden måde end nord for grænsen. Man fik ofte stemplet »tysker« og irriterende kommentarer om, at det er forkert, at jeg som »udlænding« kunne få SU. Og det var surt for mig.

Egentlig kan det ikke undre, at rigsdanskerne har glemt os, selv om det hed noget andet i 1920. I de danske gymnasiers læseplaner nævnes Sydslesvig og det danske mindretal ikke med et ord. Jeg har flere gange været ude at holde oplæg om det dansk-tyske grænseland for bl.a. gymnasieelever, og jeg har ofte været overrasket over manglen på kendskab til områdets historie - som jo er afgørende for hele Danmarks historie!

Men Sydslesvig har heller ingen plads i den danske offentlighed. Det er meget langt mellem artikler i de danske aviser, som blot nævner Sydslesvig. Endnu mere fraværende er Sydslesvig i danske TV-nyheder. Hverken TV Avisen eller TV2 Nyhederne rapporterer om Sydslesvig. Det affødte lidt omtale i aviserne, at DR1 og TV2 i oktober næsten blev fjernet fra kabelnettet i Sydslesvig. Men hvilken kommentar fik sydslesvigere smidt i hovedet af DRs ledelse? »Det kan da ikke være det store problem, hvis 1.500 (sic!) danske syd for grænsen ikke længere kan se dansk TV«.

Til de danske årsmøder i Sydslesvig kommer omkring 20.000 mennesker, alene det store friluftsmøde i Flensborg har typisk over 8.000 deltagere. En set med danske øjne ganske stor begivenhed med en folkelig opbakning, end ikke grundlovsdagen i Danmark har længere. Mens grundlovsdagen finder rigelig pressedækning, findes intet om årsmøderne i Sydslesvig. Dette på trods af, at der bor så mange dansksindede i Sydslesvig, som der er indbyggere på Bornholm, Færøerne eller Grønland.

Selvfølgelig handler det også om, at vi danske sydslesvigere skal gøre opmærksom på os selv. Men når end ikke en folkefest med over 20.000 mennesker kan omtales i TV Avisen, hvad skal der så til? Selvfølgelig skal vi sydslesvigere heller ikke lide på højt plan, vi er jo meget privilegerede: Vi kan to sprog på modersmålsniveau, vi har et nært kendskab til to lande, to kulturer. For os er det at være tosproget et privilegium.

Men det er et problem for os sydslesvigere, at den menige dansker har glemt os. Det gælder ikke kun det personlige plan, når vi mødes af uvidenhed og tåbelige spørgsmål eller problemer med Udlændingestyrelsen. Et flertal af Folketingets medlemmer støtter uden tvivl det danske mindretal, men hvor længe kan vi blive ved med at modtage over 400 millioner kroner fra Danmark hvert år, når befolkningen ikke aner, hvortil deres skattepenge sendes?

Det er ikke sådan, at der er mangel på kendte sydslesvigere: Søren Ryge er vokset op i Sydslesvig. Sven Gaul fra musikgruppen TV2 har siddet på de samme skolebænke, som jeg har. Svend Andersen, professor i teologi og bl.a. tidligere medlem af Etisk Råd, er sydslesviger. Men det kan ikke være deres opgave at skilte med deres baggrund. Sydslesvig skal være en naturlig del af den danske offentlighed. Efter DR-ledelsens nedladende kommentar har flere partier i Folketinget meldt ud, at Sydslesvig skal være en del af public service-aftalen. Det ville være en god start, og vi er mange sydslesvigere, der håber, de holder deres løfte.

Sydslesvig skal med i public service-aftalen, fordi vi kun kan holde fast i det danske, hvis vi er en del af det danske. Og vi skal med, fordi danskerne nord for grænsen faktisk vil kunne lære en masse af os sydslesvigere. På en række områder kunne vi være med til at løfte den danske debat ud af dens andedam.

Det gælder f.eks. helt konkrete emner fra dagligdagen. Medierne i Danmark gør meget ud af at lægge en personlig vinkel over politiske emner. Men hvordan lægges en personlig vinkel over f.eks. undervisningsministerens reform af gymnasiestrukturen? Ved f.eks. at drage til Flensborg og spørge elever og lærere på Duborg-Skolen til deres erfaringer med en skolemodel, som delvis minder om den, som nu indføres nord for grænsen. Mulighederne gælder ikke kun skolepolitikken, men også flere andre samfundsområder.

Fordelen ved at inddrage Sydslesvig i den offentlige debat gælder også større emner. I en tid med meget fokus på danskhed vil det kun være gavnligt, hvis debatten havde flere nuancer. Syd for grænsen bor flere tusinde mennesker, der kan fortælle noget om gennem en omtumlet historie at holde fast i deres identitet uden derved at blive forkrampet. Eller hvordan flere sprog i skolen kan håndteres, uden at der altid skal gå ideologi i sagen.

Danskerne nord for grænsen kunne lære meget, hvis Sydslesvig igen var en del af den danske offentlighed. Men først og fremmest skal vi det, fordi vi er: titusindvis af slesvigere, der også er danskere.

Poul Nyrup Rasmussen udtalte i sin tid som statsminister: »Så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer«. Gid det var så vel!