Sverige på udenrigspolitiske afveje

Bortset fra perioden 1998-2000 har der efter Per Ahlmarks mening ikke været noget ærefuldt over svensk socialdemokratisk udenrigspolitik. Vi bringer et kapitel fra den tidligere borgerlige politikers netop udkomne bog: »Det er demokratin, dumbom!«. Det beskriver Sveriges svigt i forbindelse med Golfkrigene og FN-konferencen om racisme i Durban i 2001.

Sveriges og den svenske debats holdning til Saddams regime er en trist historie. Jeg har allerede beskrevet, hvordan den borgerlige regering i 1981 fordømte Israels nødvendige bombning af Osirak-reaktoren (ved Bagdad, red.). I 1990-91 drejede det sig derimod om en FN-aktion med over 30 lande i alliancen.

Ingen bør tro, at det fik kritikerne til at tie eller forstå alvoren i Golfkrigen 1. En relativt detaljeret granskning af modstandernes argumenter og følelsesudbrud viser, at fire udbredte tankeretninger fik et stort antal svenske skribenter til at fordømme USAs og FNs befrielse af Kuwait: pacifismen på venstrefløjen, München-ånden (den manglende fordømmelse af Hitler-Tyskland i 1938, red.), antiamerikanismen og tredjeverdens-romantikken.

En af gåderne i krigsdebatten i begyndelsen af 1990erne - såvel som i diskussionen i de ti år, der gik forud - var modviljen mod overhovedet at diskutere risikoen for, at Irak var ved at blive en atommagt. Et hovedtræk i svensk udenrigspolitik havde jo været at forhindre spredning af atomvåben. Men da den ambition faldt sammen med modstand mod et forbryderregimes besættelse af et naboland, viste det sig, at kun få skrivende og talende svenskere var interesseret i kombinationen af et morderisk regime og masseødelæggelsesvåben.

Selv den officielle svenske linje viste, at vores land var Vesteuropas formentlig hårdeste kritiker af Golfkrigen 1. Den socialdemokratiske statsminister Ingvar Carlsson kom med flere besynderlige udtalelser allerede i efteråret 1990 og fortsatte sine angreb efter krigens udbrud i januar 1991. Carlsson foreslog f.eks. efter to ugers bombning af Iraks militære installationer, at der skulle erklæres en våbenhvile. Han var ligeglad med, at Saddam Hussein så ville have kunnet reparere de skader, som var tilføjet hans besættelseshær, og samtidig hente ammunition, tropper, brændstof, reservedele og våben frem til Iraks frontlinjer.

Statsministeren udtalte sig vel vidende, at ingen svenske soldater ville blive truet af den ekstra støtte til Saddams hære, som han i praksis foreslog. Eftersom vores land ikke deltog i den krigsførende FN-alliance, kunne han lukke øjnene for den åbenlyse trussel, at et »pusterum« formentlig ville have ført til, at flere hundrede eller tusinde allierede soldater var blevet dræbt, naturligvis først og fremmest amerikanere. Da de svenske vælgere senere samme år afsatte Ingvar Carlsson som statsminister, var det desværre ikke primært på grund af hans udenrigspolitiske ansvarsløshed.

Debatten om det »tredje standpunkt« i 1951 og Irakkrigen i 1991 vidnede i begge tilfælde om provinsen, der nægtede at se. Siden da er Sverige blevet medlem af EU; provinsen er blevet en del af noget, der af og til ligner en europæisk føderation. Men har det gjort debatten mere realistisk og ansvarsfuld?

Næppe. Flere gange i de senere år har henvisninger til EUs enighed - »vi skal tale med fælles røst« - ført Sverige på afveje, på nogenlunde samme vis som den ideologiske neutralitet gjorde det før. En svensk regering, som nærer respekt og beundring for eksempelvis Chirac,

Schröder og Chris Patten, får en indbygget fejlvisning i kompasset.

Før og under Golfkrigen 2 så vi, hvordan Sverige gang på gang allierede sig med Chirac-lejren. Statsministeren kom med enfoldige udtalelser, der stod i skarp kontrast til realismen blandt de østeuropæiske regeringer såvel som Storbritannien, Italien, Spanien, Portugal og Danmark.

Efter Bushs ultimatum til Saddam Hussein havde Göran Persson følgende kommentar: »Det er lige så ulovligt, som når en stor stærk fyr slår en lille svag fyr på tuden. Det accepterer vi ikke i vores retssamfund. Det samme gælder stater imellem. Den type disputter løser vi inden for lovens rammer.«

Sammenligningen forvandler altså en massemorder til »en lille svag fyr«, som følger loven. Så barnligt kan en svensk regeringschef tale, når han står over for det nye århundredes sværeste konfrontation.

Göran Persson og Anna Lindh støttede udtrykkeligt Kosovo-krigen i 1999 på trods af, at USA og EU undlod at gå til FNs Sikkerhedsråd, hvor Rusland ville have nedlagt veto. Men i Irak-spørgsmålet henviste Sverige uafbrudt til FN-processen. Man nægtede i virkeligheden at diskutere, hvordan et stort og terroriseret arabisk land skulle slippe af med sine plageånder.I første halvår af 2001 blev Sverige det land, der talte for Europa. Det gjorde næppe sagen bedre, hvilket fremgår af en anden krise end Irak. Optakten til FN-konferencen om racisme i Durban i 2001 fandt sted, da Sverige havde formandskabet for EU og ledede massevis af møder på forskellige niveauer. Landets statsminister sagde da, så vidt jeg ved, ikke et eneste kritisk ord imod den antisemitiske jargon i flere udkast til resolutioner, som blev fremlagt for FNs Menneskerettighedskommission.

Forslagene stred åbenlyst imod den såkaldte Stockholm-erklæring om jødeudryddelsen, som blev vedtaget året før. Det var Göran Persson, der tog initiativet til og ledede Stockholm-konferencen i 2000. Med rette var han meget stolt af den. Men statsministeren, der nu også var EU-formand, blev pinligt tavs i 2001, da jøderne, Israel og kampen mod antisemitisme blev vanæret i forbindelse med FN-kommissionens forberedelser til Durban.

Og så var de arabiske staters og den muslimske verdens udkast op til Durban-mødet oven i købet temmelig vidtgående. Jødeudryddelsen blev trivialiseret: et resolutionsudkast erklærede, at der fandtes flere »holocauster« (med lille h), deriblandt »den etniske udrensning af arabere i Palæstina«. Antisemitismen blev bortdefineret og drejede sig ikke længere om had mod jøder, men om jødernes had mod araberne (»den zionistiske politik mod semitismen«, en lattervækkende forvanskning, eftersom der ikke findes noget, der hedder »semitisme«). Og man gentog den gamle sovjetiske propaganda om, at »zionisme er racisme«.

Men Göran Persson gjorde intet for at styrke og forene EU-landenes modstand mod den antijødiske ekstremisme. For mig, der har rost Perssons tidligere initiativ på dette område, føles det særligt bittert at se statsministeren falde fra, da kampen for alvor skulle føres.

Derfor er det en dårlig argumentation at skyde skylden for Perssons passivitet på diplomaterne. Det er ganske vist fristende at lægge ansvaret for fiaskoen på den daværende svenske ambassadør i Genève, Johan Molander. Han skabte adskillige problemer for både FN og EU med sin forkerte håndtering af denne opgave og andre i FNs Menneskerettighedskommission. Gennem et vigtigt halvt år talte og handlede Molander i hele EUs navn. Hans arrogance, konstante irritation over USA og slet skjulte afsky for Israel forhindrede ham i at tage det nødvendige initiativ til at undgå, at Durban blev en skandale.

Molander og det svenske udenrigsministerium var så meget desto mere aktive, da USA i 2001 for første gang røg ud som medlem af denne kommission. USA blev afløst af Sverige, som ved at kandidere gav diktaturerne chancen for at besejre USA i afstemningen. Dermed mistede denne institution, som skal beskytte og udbygge de demokratiske friheder og rettigheder i verden, sin stærkeste antitotalitære stemme. Efter denne dramatiske svækkelse af organisationen blev Libyen - af alle stater - ophøjet til formand for det FN-organ, hvis eneste opgave er at værne om friheden!Jeg har på fornemmelsen, at perioden 1998-2000 vil blive betragtet som en vigtig og ærefuld parentes i svensk socialdemokratisk udenrigspolitik. Denne relativt korte periode er knyttet til Göran Persson: Holocaust-konferencen i Stockholm i 2000 med dens forståelse for betydningen af det mest konsekvente folkemord i Europas historie, genskabelsen af et venskabeligt forhold til Israel efter den skævvridning af vores lands holdning, som Olof Palme og Sten Andersson stod for, støtten til Kosovo-krigen selvom FNs Sikkerhedsråd ikke havde godkendt aktionen, og en mere udtalt tilnærmelse til USA.

Det var tydeligt, at den nye socialdemokratiske partileder ønskede at dreje Sveriges holdning i internationale spørgsmål væk fra den Undén-Palme-linje, der dominerede årtierne efter Anden Verdenskrig. Udenrigspolitikken blev orienteret mere i retning af Vesten og demokratier og blev mere aktivistisk i modstanden mod terror og diktatur. Men fornyelsen blev afbrudt. Passiviteten i forbindelse med Durban-konferencen blev forenet med en relativ ligegyldighed over for terroren mod Israel, da den jødiske stat ikke længere havde en socialdemokratisk regering. Tanken bag Kosovo-aktionen - at forhindre massemord og forsøge at fælde det ansvarlige regime - blev svigtet, da USA og Storbritannien forsøgte at anvende samme ideal over for Irak.

Jeg formoder, at presset fra visse EU-ledere, den interne debat i Socialdemokratiet og den politiske afhængighed af Venstrepartiet og Miljøpartiet blev alt for tung en kombination for Göran Persson. Den forstærkede antiamerikanisme i Europa, den svenske statsministers håb om en egen EU-karriere (før folkeafstemningen om euroen lagde en dæmper på den drøm) og den udenrigspolitiske slaphed blandt de borgerlige svenske partier bidrog nok også til, at parentesen sluttede.Oversat af Bibi ChristensentKronikken i morgen:

»Stop pornoficeringen for børnenes skyld« skriver Bertill Nordahl og Gideon Zlotnik.