Stort millionbud på Superliga-stjerne - kan hente dyr erstatning

FC Midtjylland kan stå foran endnu et stort angribersalg.

Mestrene, der for et år siden solgte norske Alexander Sørloth for en rekordsum, har således modtaget et millionbud fra det øjeblikkelige førerhold i Belgien, Genk.

Belgierne, der i sommer bankede Brøndby ud af Europa League-kvalifikationen, har ifølge det belgiske medie Het Nieuwsblad budt mellem fire og fem millioner euro (30-37 mio. kroner, red.) på midtjydernes store angriber, Paul Onuachu.

Ifølge mediet har FC Midtjylland dog ikke accepteret buddet på deres topscorer, som i denne sæson har nettet 11 gange i Superligaen.

Ifølge B.T.s oplysninger har der gennem hele januar måned været stor interesse for Paul Onuachu, som FC Midtjylland satser på at score en stor milliongevinst på. Her er Genks bud næppe nok til at få Svend Graversen, Claus Steinlein og Rasmus Ankersen til at trykke på knappen.

B.T.s kilder fortæller samtidig samstemmende, at FC Midtjylland er i markedet efter en ny angriber. Midtjyderne skulle endda være klar til at åbne tegnebogen på vid gab for at sikre sig en målscorer, som kan hjælpe klubben på både kort og lang sigt.

Midtjydernes jagt på denne angriber hænger ikke nødvendigvis sammen med et eventuelt salg af Paul Onuachu, da mesterholdet uanset nigerianerens fremtid mener at have brug for mere 'firepower' i offensiven. Midtjydernes mål er således at gå ud af januar måneds transfervindue i bedre forfatning, end de gik ind i det. 

24-årige Paul Onuachu, der kom til FC Midtjyllands akademi allerede i 2012, har kontraktudløb på Heden næste sommer.