Rystet FCK-profil: 'Jeg er tom for ord'

Victor Nelsson lignede en fodboldspiller, der hverken ville eller kunne give svar på, hvorfor det gik så galt mod FC Midtjylland.

4-1 stod der på måltavlen i MCH Arena. Syv point er FC Midtjylland foran FC København i tabellen.

»Vi taber 4-1 fortjent. Mere har jeg egentlig ikke at sige til det. Det var en fortjent Midtjylland-sejr,« sagde Victor Nelsson i et interview med TV3 Sport kort efter søndagens topbrag.

FCK-stopperen ville ikke rigtigt svare på, hvad der gik galt. Den unge spiller havde det tydeligt svært ved at skulle sætte ord på noget som helst i interviewet, som du kan se øverst i artiklen.

»Vi er ikke glade for det her, naturligvis. Det var igen en fortjent Midtjylland-sejr. Jeg er tom for ord. Det var bare ikke godt nok fra vores side.«

Han ville dog gerne sende en undskyldning til de fans, der havde taget turen over til det jyske på en råkold novemberaften.

»Vi er bagud 4-1, og de står stadig og hopper og klapper. Så stor respekt herfra. De har vores ryg, og det er jeg og resten og truppen glade for.«

Se højdepunkterne fra søndagens store opgør her.