Nedtur for superliga-klub: Brøndby-emnet Saba bliver ikke solgt

Randers FC’s sportsdirektør, Søren Pedersen, bekræfter, at profilen Saba Lobjanidze mod forventning ikke bliver solgt i dette transfervindue. 

Og det ærgrer man sig over i klubben.

»Vil vil gerne sælge ham. Men lige nu ser det ikke ud til at ske,« siger Søren Pedersen, som lukker transfervinduet for Hestenes vedkommende.

»Vi græder med det ene øje og griner med det andet. Sportsligt er det jo fint, at vi også har ham i efteråret, men vi ville jo gerne have tjent penge på ham,« siger Søren Pedersen.

Den 24-årige georgiske landsholdsspiller har gennem hele sommeren været kædet sammen med særligt Brøndby IF, ligesom Randers FC har forsøgt at afsætte den målfarlige kantspiller til klubber i udlandet.

Tilbage i juli bød den store Vestegnsklub på Randers FC-profilen, men blev afvist.

Siden har forbindelsen gået fra at være varm til kold flere gange.

Også OB har været inde i billedet.