Lyngby-kant sendes videre: Skifter til Tyskland

Gustav Marcussen har været lidt inde og ude af Lyngbys Superliga-mandskab, men nu får han lov til at skifte til udlandet.

Og det er godt nok ikke højeste hylde, men den 22-årige kantspiller skal ifølge B.T.s oplysninger fremover tørne ud for tyske Uerdingen.

Det stinker af fræk 80'er-bold, men i disse år hører den tidligere storklub til i 3. Bundesliga.

Her skal Gustav Marcussen være en del af et hold, der har hørt til i midten af rækken i de seneste to år.

Lyngby-spilleren tog af sted mod Tyskland tirsdag eftermiddag for at gennemføre lægetjek i klubben, og hvis det bliver bestået, ventes det, at Marcussen bliver offentliggjort i løbet af de kommende dage.

Gustav Marcussen vil i Uerdingen få en toårig kontrakt, og han siger dermed farvel til Lyngby, hvor han har været en del af førsteholdstruppen i omkring tre år.

Han har da også nået at gøre sig bemærket undervejs. Marcussen har i sine 48 Superliga-kampe scoret fire gange og lagt op til tre mål.

Men især vil han nok huske tilbage på sit mål i den allersidste og dødsensvigtige overlevelseskamp mod Hobro i slutningen af sidste sæson.