Kontant Solbakken om stjerne: 'Der var langt mellem snapsene'

Han nævnes ofte som en af de helt store stjerner på FCK-holdet.

Men Viktor Fischer kæmper lidt med at finde det velkendte høje niveau. Det var også tilfældet i Haderslev, hvor både Dame N'Doye og Jonas Wind var stærke.

»Vi venter lidt på Viktor. Vi træner for at få ham på et højere niveau, end han er i øjeblikket. Han er et stykke fra, hvor han burde være på nuværende tidspunkt,« sagde Ståle Solbakken efter sejren over Sønderjyske til TV3 Sport.

Efter at have været skadet i store dele af sidste sæson har fysikken det nu fint, men spillet på banen har været svingende.

For et par uger siden var han stjernen i Parken, da FCK slog AGF med 2-1. En kamp, der fik Ståle Solbakken til at tænke, det nu så godt ud med Viktor Fischer.

Men nordmanden erkender, at offensivprofilen der ellers er kendt for sine vævre driblinger, altså stadig kæmper på banen.

»Jeg synes, han har været okay i hjemmekampene. Mod AGF virkede han på rette vej. I dag var der langt mellem snapsene. Det skal vi se på,« slog Ståle Solbakken fast.

En meget frustreret Viktor Fischer blev skiftet ud midt i anden halvleg, og efter kampen lagde han ikke skjul på, at han var meget skuffet.

Det kunne ses på tv-billederne, hvor han sad med trøjen over hovedet og ansigtet begravet i hænderne. For han vidste det godt. Det var langt fra godt nok mod sønderjyderne.

»Det er meget simpelt. Jeg må ikke lave så mange fejl, som jeg gør i dag. Det skal jeg være skuffet over,« sagde Viktor Fischer selv efter kampen til TV3 Sport.

Alligevel er han dog fortrøstningsfuld, og han tror på, han snart kommer stærkt igen.

»Det er ikke godt nok, og det får jeg rettet op på hurtigt. Det er en af mine ringere kampe for FC, og så spiller jeg måske en af mine bedste næste gang. Det er sådan, jeg ser det,« sagde Fischer.