Frygtelig hjemmebanestatistik ødelægger Brøndbys medaljehåb

Brøndbys Superliga-sæson hænger på det nærmeste  i laser.

Målsætningen om en medalje er hele seks point væk efter søndagens hjemmebanenederlag til Esbjerg.

Netop vestjyderne har taget pole position i forhold til den tredjeplads, som skulle redde Brøndbys sæson i ligaen. Og seks point er meget med bare fire kampe tilbage af sæsonen. Rigtig meget.

»Det ser svært ud. Det må vi sige. Det var i dag, vi skulle spille os helt tilbage i det. Nu ender vi med at tabe den direkte kamp og er nu seks point efter Esbjerg. Det siger sig selv, at vi som minumum skal hente 10-12 point i de sidste fire kampe og håbe på, nogen af de andre sætter point til,« siger Brøndby-træner Martin Retov.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, og det er vi vanvittigt skuffede over. Vi havde håbet at komme tilbage, og det er svært nu.  Det må vi bare tage til efterretning og sige, at det ikke har været godt nok,« fortsætter han.

De blå-gules midlertidige chef så sit hold tabe sæsonens 13. Superliga-kamp. Holdet, der i sidste sæson kæmpede med om guldet til det sidste, har dermed tabt flere kampe, end det har vundet.

Den slags gør ondt på vestegnen. Og det samme gør en hjemmebanestatistik, som efterhånden skaber store panderynker.

Brøndby Stadion har i denne sæson langt fra været noget godt sted at spille for de blå-gule. De har blot vundet fire kamp ud af i alt 16 på eget græs. Det er færre end eksempelvis Vejle og Hobro, der sluttede sidst i Superligaen og de kommende uger kæmper mod direkte nedrykning.

»Det er selvfølgelig en rædselsfuld statistik. Vi vil gerne være et dygtigt hjemmehold, og det er dér, man skal hente klart de fleste point. Sådan er det traditionelt i fodbold, men det har vi ikke gjort. Det er selvfølgelig en af grundene til, vi ligger, hvor vi ligger,« lyder det fra Martin Retov, der dog ikke mener, at hans spillere er blevet bange for at spille foran det talstærke hjemmepublikum.

»Det er svært, når man er bagud hele tiden, og man skal jagte og spille offensivt. Det er vi blevet straffet for alt for mange gange herude, hvor vi er kommet bagud i stedet for foran,« slutter Martin Retov.

I næste weekend venter endnu en svær kamp for Brøndby, når FC København inviterer til derby i Parken.

Herefter kommer blandt andet sæsonens store lyspunkt - pokalfinalen mod FC Midtjylland.