Fischer indrømmer hård tid: Fik klar besked af holdkammerat

Viktor Fischer lignede en mand på en cocktail af lykkepiller og fjolletobak. Så glad var FCK-stjernen for at være tilbage på græsset og i Superligaen efter en skadespause på fire måneder. Ét stort smil og en høj latter var, hvad den blonde offensivspiller kom med efter kampen.

»Jeg har nydt det lige fra morgenstunden, siden jeg vågnede klokken kvart over syv - ligesom sådan et lille barn, der har fødselsdag. Så ved man godt, at man lige så godt kan glemme at falde i søvn igen, fordi det pumper sådan i kroppen. Det var rigtig fedt. Jeg er rigtig glad for at være tilbage, siger Viktor Fischer.

Vidste du, at du skulle starte inde? Det havde du vel krævet for at melde dig klar?

«Haha, her ville jeg rigtig gerne sige ja, men… Jeg vidste godt, at jeg skulle starte inde. Det, Ståle havde set i træningerne, var godt nok, og så skulle han da ikke høre noget fra mig.«

Mens glæden var stor efter 2-0-sejren over Vejle, har det været tilsvarende hårdt at sidde udenfor så længe. Og han har da også fået klar besked på den del af holdkammeraten Andreas Bjelland.

»I løbet af den her periode har Andreas Bjelland mindet mig om et par gange, at jeg er enormt dårlig til at være skadet. Det er jeg også. For når man er skadet, drejer det sig om at tage det dag for dag. At se på hvor man er og gøre sit bedste for at tage et skridt frem til dagen efter. Men i mit hoved drejer det sig meget om, at jeg bare gerne vil tilbage på banen igen, og det kan være hårdt for mig engang imellem. Jeg elsker så meget at spille fodbold, at det er svært for mig at sidde udenfor og især at få et tilbageslag, når jeg føler, at jeg er på vej frem. Så ja, det har været en trist omgang.«

Viktor Fischer viste i sit comeback, at han stadig er en spiller i særklasse i Superligaen. Der mangler lige noget i småtingsafdelingen, men de gode fodboldidéer har han endnu. Så derfor blev det også til hele 75 minutter i comebackkampen. Mere, end hvad Ståle Solbakken havde regnet med at bruge Viktor Fischer, fortalte FCK-manageren.

»Hvad? Han brugte mig da slet ikke i nok minutter, mand, haha. Nej, jeg var træt. Jeg var faktisk også træt i løbet af kampen. Det er lidt det, man skal vænne sig til. At det er store afstande i forhold til sådan en træningsbane, hvor man normalt spiller på små områder. Så kan man have en masse løb bagefter, men det kan ikke dække, hvordan det er at spille en kamp. Kampformen kommer kun af at spille kampe. Jeg tror også, at det var derfor, at Ståle gav mig en masse minutter, så jeg hurtigst muligt kan komme ind i rytmen igen,« siger Viktor Fischer.

Han var også påpasselig med at tale sin egen præstation op, selvom han virkede til at være godt tilfreds.

»Altså, nu skal jeg passe på at sige noget, hvis I nu skriver, at det var helt ad helvedes til. Man skal passe på med at sætte det op imod mit niveau for fire måneder siden, men hvis jeg kigger på, hvor jeg er lige nu, og hvordan jeg har trænet, så synes jeg faktisk, at det var en rigtig god præstation. Jeg er godt tilfreds. Mine ben havde det godt, min teknik har det godt, det er mere lungerne, der skal tilbage igen. Jeg kan næsten ikke være mere glad. Med lidt held havde jeg måske fået en scoring, og så havde det været fantastisk, men det havde ikke ændret på selve præstationen som helhed,« siger Viktor Fischer.

Tænker du så nu, hvordan foden mod ser ud i morgen?

»Nej. Det gør jeg ikke. Nu gør jeg så, da du sagde det. Nej, jeg tror på, at den er, hvor den skal være. Og så tager vi det, som det kommer. Nu er vi i den irriterende situation i forhold til Europa, men heldige situation i forhold til min skade, at der er en uge mellem kampene, så der er god tid til at bygge op igen og blive stærkere.«