'Som mange af jer ved, er jeg stor FCK-fan.'
Sådan indleder rigmanden Lars Seier Christensen et kort opslag på sin Facebook-profil, hvor han udtrykker sin store glæde for sin nye investering i Parken Sport & Entertainment.
Det forhindrer dog ikke FCK-fans i at være rasende over den nye storinvestor i firmaet bag FC København.
På Twitter har FCK bragt nyheden om, at Lars Seier Christensen med investeringsselskabet Seier Capital har købt 22,55 procent af aktierne i PS&E.
På klubbens Twitter-opslag er der dog ikke meget positivt at spore i kommentarfeltet.
28 likes har opslaget fået, men hvis folk har ytret sig i kommentarfeltet, lyder det eksempelvis:
- 'Nej.'
- 'Den danske Trump' (efterfulgt af tre gange tommelfingeren nedad).
- 'Fy for helvede.'
- 'Må blandt erkende, jeg heller ikke er fan af den mand.'
- 'Det var godt nok en trist nyhed.'
- 'Øv.'
- 'Kraftedme usselt.'
Lars Seier Christensens investering er svarende til for 221,8 millioner kroner aktier ved mandagens lukkekurs på aktiemarkedet - hvad Lars Seier Christensen har betalt for aktierne er dog ikke oplyst.
I forbindelse med Seiers indtræden i Parken er det også oplyst, at Erik Skjærbæk har købt yderligere 650.000 aktier i firmaet, så hans aktieandel svarer til 29,82 procent af PS&E.
Den tidligere storaktionær, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, har solgt samtlige af sine aktier. De ejede 29,13 procent af aktierne i Parken.
PS&E oplyste også mandag, at man er kommet ud af 2018 med et underskud på 167,8 millioner kroner. Samtidigt udtræder Niels-Christian Holmstrøm af bestyrelsen ved den kommende generalforsamling.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Lars Seier Christensen, men det har foreløbigt været forgæves. Han og Parken Sport & Entertainment har samtidigt gjort opmærksom på, at man ikke har yderligere kommentarer før et pressemøde torsdag.