Færdig i Chelsea? Sarri nægtede at sige tak for kampen

Chelsea led søndag sit største nederlag i mere end 20 år, da Manchester City kørte dem over med 6-0 på Etihad Stadium.

Men det var ikke selve nederlaget, der har trukket de største overskrifter på de sociale medier. I stedet var det den italienske manager Maurizio Sarri, der gjorde sig uheldigt bemærket.

For da kampen blev fløjtet af, og det ydmygende nederlag var officielt, gik Sarri direkte i omklædningsrummet, selvom Citys manager, Josep Guardiola, stod klar til at sige tak for kampen.

Men Sarri havde intet behov for at trykke Guardiolas hånd, og det får nu flere Chelsea-fans til at tro, at Sarri er fortid i Chelsea.

»Kære Chelsea, jo før i fyrer Sarri jo bedre! Han kan ikke føre holdet længere!« skriver en bruger på Twitter.

  • Sarri har tabt omklædningsrummet. Han kan tydeligvis ikke motivere sine spillere, fyr ham!
  • Hvilken ydmygelse! 6-0 er det værste, jeg har set Chelsea levere. Sarri er for stædig, han bør fyres!
  • Kære Abramovic vær sød at fyre Sarri!

Sarri udtalte i slutningen af januar, at han havde svært ved at motivere sine spillere. Allerede da begyndte Chelseas fans at undre sig over, hvad der lå bag den udtalelse.

Efter kampen udtalte Sarri, at han mente, at nederlaget skyldtes, at Manchester City ganske enkelt bare spillede en bedre kamp - og at Chelsea lavede for mange fejl. Hele kampplanen faldt også til jorden, da Raheem Sterling gjorde det til 1-0 efter tre minutter.