Esbjerg-profil efter fyring: Det er en skam - også for os

Så gik den ikke længere for trængte Esbjerg og nu fyrede John Lammers.

Sidste sæsons bronzevindere har slet ikke fortsat takterne i dette efterår, og søndag led vestjyderne et sviende nederlag på 0-3 på hjemmebane til Randers.

Der er kun skrabet fem point sammen i ni kampe, og holdet har scoret sølle fire gange, så klubben har afskediget sin cheftræner. 

»Det er aldrig rart, når éns træner bliver fyret, for det er jo et tegn på, at det ikke er gået, som det skulle,« siger målmand Jeppe Højbjerg og tilføjer: 

»Det er selvfølgelig en skam for John, men også for os, for nu har vi mistet vores træner, og vi spillere har en stor del af skylden, når vi ikke har præsteret bedre, end vi har. Det er aldrig sjovt, men der er kun én vej ud af det hul, vi er i, og det er ved at fighte og stå sammen.«

Han bemærker, at holdet godt kan vende nedturen, fordi det ikke er mere end få måneder siden, at holdet med stort set samme trup sikrede en flot tredjeplads i sæsonen efter oprykning til Superligaen.

»Vi har måske ikke de største stjerner fodboldmæssigt, men når vi står sammen, er vores hold blandt de stærkeste, og det viste vi jo i sidste sæson, så det skal vi til at gøre igen.«

»Vi spillere må også kigge indad og bidrage med det, vi hver især kan. Vi skal stå sammen nu og klare det her på ren og skær vilje, og det kan vi gøre, hvis vi får noget mere vildskab ind på holdet.«

»Det starter på træningsbanen, og så må vi vise allerede på søndag vise mod Brøndby, at vi er et knoklehold fra først til 95. minut,« forklarer keeperen, der anerkender sin tidligere træner for de gode resultater inden denne sæson:  

»Jeg har ikke fået sagt farvel til John endnu, men det skal jeg have gjort. Han skal også have kredit for alt det, vi har opnået de sidste par sæsoner med oprykning og bronzemedaljerne.«

Esbjerg tager søndag imod Brøndby på hjemmebane.

Det bliver med al sandsynlighed assistenten Claus Nørgaard, der vil stå som cheftræner, medmindre en permanent løsning er fundet til den tid.