Brøndby-stjerne bekræfter: Der er forhandlinger om ny kontrakt

Dominik Kaiser kan meget vel blive i Brøndby efter sommerferien, selv om hans nuværende kontrakt udløber om et halvt år.

Efter nederlaget til FCK søndag eftermiddag bekræftede han i et interview med B.T., at der er forhandlinger om en ny kontrakt.

Er der nogen udvikling i forhandlingerne med Brøndby om en ny kontrakt?

»Der er meget snak om det, og det er fint, for det er en del af spillet og fodbold, men alt er fint for mig, og jeg er helt fokuseret på det, der foregår på banen, og så må vi se.«

Men året går på held om nogle få uger. Vil du ikke vide, hvad din fremtid byder på, når du snart går på ferie og er sammen med familien?

»Jeg taler da med min familie om situationen, og lige nu er jeg ret glad for dér, hvor vi er. Jeg kan godt se mig selv blive her.«

Er der forhandlinger?

»Det kommer der.«

Men der er ikke nogen?

»Jo, det er der,« bekræfter Brøndbys tyske motor, som trods nederlaget til FCK forklarede, at netop denne slags kampe kan være med til at holde ham på dansk grund på den anden side af sommeren.

»Det var 90 minutter på en højt plan, og begge hold skabte mange chancer, og det må have været en rigtig god kamp at se på for tilskuerne. Begge hold havde chancer til at vinde kampen.«

»Fodbold er sådan, som vi så det i dag i slutningen af kampen. Vi scorede, men det blev dømt offside, og så løber FCK ned og scorer til 2-1. Det er hårdt,« siger Dominik Kaiser, der mener, at Brøndby fik en hård dom imod sig, da Simon Hedlunds scoring i slutningen af kampen blev dømt offside.

»Når man ser det på tv, var der ikke offside, men det var dommerens beslutning, og det var en hård dom for os, men sådan er fodbold, og vi spillede på et højt niveau, så det giver mig håb for de kommende uger.«

»Denne her kamp viser, at vi er på rette vej. Kampen mod AGF var ikke på højeste niveau, men generelt synes jeg, at vores præstationer er på et godt og stigende niveau.«

»Det gør mig fortrøstningsfuld til de kommende uger, og jeg er ret sikker på, at vi får vores point,« siger Brøndbys næstmestscorende spiller i denne sæson med henblik på at nå den vigtige placering i top seks, når grundspillet er forbi. 

Brøndby møder FC Midtjylland i næste runde.