Brøndby-fans reagerer: 'De står for alt, som vi afskyr'

»Vores klub skal og må ikke blive knust.«

Rygterne om, at Red Bull har set sig lune på Brøndby falder bestemt ikke i god jord hos fanklubben 'Sydsiden.'

I en udmelding på deres hjemmeside tager de således klart afstand fra de rygter, der kom frem tirsdag fra Business Insider om, at Red Bulls ejer overvejer at købe sig ind i klubben fra Vestegnen.

»På vegne af den aktive fanscene i Brøndby vil vi gerne slå fast, at enhver form for forhandling med Red Bull er fuldstændig uhørt set fra vores side,« skriver de og fortsætter:

»Red Bull står for alt det, som vi afskyr, og som vi alle dage har kæmpet for ikke skulle ske med vores elskede klub. Hvis red bull gør sit indtog i Brøndby IF, vil vi som aktiv fanscene ikke længere kunne identificere os med klubben.

Særligt er fanklubben bekymret for, hvad de har set er sket med klubberne i Leipzig og Salzburg, som begge er blevet overtaget af Red Bull.

Det har blandt andet betydet, at de to klubbers logo, stadionnavn og farver er blevet ændret.

»Det vil vi aldrig nogensinde tillade sker for vores klub. Ved at sælge ud og lade Red Bull købe sig ind i Brøndby IF, vælger man at sælge alt sjæl og historie, som hører til vores smukke klub,« skriver de videre.

Det var Business Insider, der tirsdag morgen kunne fortælle, at den østrigske mangemilliardær Dietrich Mateschitz, der er medejer af koncernen, skulle være særdeles interesseret i klubben.

Så interesseret, at han ifølge mediet også var på besøg i weekenden.

Senere tirsdag var B.T. i kontakt med Brøndby-ejer Jan Bech Andersen, der afviste, at Red Bull skulle være på vej ind.

»Nej, jeg har ikke været i kontakt med RB (Red Bull, red.),« skriver Jan Bech Andersen i en mail til B.T.

Han understregede samtidig, at han ikke er vidende om, at Dietrich Mateschitz, der er god for i omegnen af 130 milliarder kroner, har været på besøg på Vestegnen.

»Jeg har ikke hørt at Dietrich Mateschitz har været i Danmark. Mon ikke han var blevet spottet i lørdags, hvis det havde været tilfældet.«

Klubben står foran en emission, hvor en medinvestor til Jan Bech Andersen ligner en oplagt mulighed. Men det er ikke et 'must' at få en partner ind, slår han fast.

I en selskabsmeddelelse tirsdag gør Brøndby det også klart, at de vil melde noget ud, hvis der på et tidspunkt er konkrete forhandlinger med en investor.

Brøndby IF står til et underskud på mellem 75 og 79 millioner, når regnskabet for 2019 lander i løbet af de kommende måneder.