B.T. afslører: FCM kaprer stortalent for snuden af storklubber

FC Midtjylland ruster sig til fremtiden, og giver en fem-årig kontrakt til et af de mest eftertragtede offenisve talenter i dansk fodbold, Gustav Isaksen.

B.T. kan afsløre, at den 17-årige kantspiller har lavet en femårig aftale - hans første seniorkontrakt - med de danske mestre, som har kæmpet med flere europæiske storklubber om hans gunst.

Blandt andet var Ajax Amsterdam, ifølge B.T.s oplysninger, inde i billedet sent i processen, men Isaksen valgte altså FC Midtjylland, som har givet ham, hvad der betegnes som en stor kontrakt for så ung en spiller i en dansk klub.

Gustav Isaksen har imponeret stort på FCM's succesfulde U19-mandskab, som nåede til kvartfinalen UEFA Youth League, hvilket har fået flere europæiske giganter på banen.

 

B.T. har tidligere beskrevet, at der har været tale om interesse i Isaksen fra store klubber som Bayern München, Manchester City og Borussia Dortmund. Ajax Amsterdam har dog været det varmeste bud på en udenlandsk klub

Det ventes at FC Midtjylland melder den nye aftale med den danske U-landsholdsspiller ved middagstid.

Gustav Isaksen træder ind i Superliga-truppen til sommer. Planen er, at han her skal udvikle sig, så han inden de fem år, som kontrakten er på, er gået, kan skydes afsted til en større europæisk adresse i et forventeligt nyt storsalg for Herning-klubben.

Gustav Isaksen, som er førsteårs-U19-spiller, betegnes som en teknisk stærk venstrebenet spiller med et lavt tyngdepunkt, hurtige vendinger og skarpe driblinger, som har sit udgangspunkt på højrekanten. Tænk Arjen Robben.