Afgørende uger: Den 'farlige' linje spøger i Brøndby

Brøndby er stadig langt fra det Brøndby-hold, der i sidste sæson formentlig blot var sekunder fra at sikre sig det danske mesterskab.

Holdet scorer mål. Men defensivt hænger det ikke sammen. Midterforsvaret kan skrælles med en lang aflevering, og højre backen, der i sommer blev hentet ind for hele 11 millioner har langt fra slået til.

Søndag skulle Jens Martin Gammelby for første gang løfte ansvaret alene i Brøndbys højre side. Uden anfører Johan Larsson, der drog til Frankrig nytårsdag. Men det gik ikke som ønsket. Ikke for Gammelby - og ikke for Brøndby-træner Alexander Zorniger, der så sit forsvar lukke tre mål ind i en kamp, der kunne være end med en stor sejr til FC Nordsjælland, men i stedet sluttede 3-3. 

Noget er galt i Brøndby. Hvor holdet sidste år forstod, hvad deres træner sagde til dem, er det i mindre grad tilfældet i år. Og det er ifølge Zorniger selv et stort problem.

»Det tager for lang tid. Og det er ret simpelt at forklare. Men når de fra de var fem år og dem kommende måske femten år aldrig har hørt om  restforsvar, 'gegenpressung' og at forsvare en-mod-en - så tager det tid. I de to seneste sæsoner var vi heldige med, at spillerne forstod, hvad vi fortalte dem. De gjorde det bare. Det skal vi stadig udvikle på her. Så vi skal styrke måden, vi spiller på som hold. Så bliver det meget nemmere for hver enkelt spiller - også Jens Martin Gammelby - at vise hans egne kvaliteter,« siger Brøndbys tyske cheftræner, inden han sætter flere ord på netop Gammelby.

»Han skal stadig forbedre sig. Alle taler om hans hurtighed, men hurtighed i sig selv er intet værd, hvis ikke du kan læse spillet. Det er det, han skal lære. Igen... Vi skal hæve danske spillere til et specielt niveau, hvis de ikke skal til FC Nordsjælland eller til FC København,« lyder det fra Zorniger.

Han kan se frem til et tidligt forår, hvor Brøndby skal slås for at komme i top seks og dermed tage plads i mesterskabsspillet i stedet for nedrykningsspillet. Lige nu sidder Zorniger og co. ganske vist på Superligaens tredjeplads, men der er kun tre point ned til  den syvendeplads, der vil sende tyskeren og Brøndby i det hele taget ud i et stormvejr af dimenssioner. Den kortsigtede målsætning er derfor simpel. Brøndby skal ligge i top seks, når billetterne til mesterskabsspillet fordeles i marts. Sker det ikke, er det langsigtede mål om en medalje nemlig en umulighed.

Det bliver et interessant forår. Der er mange hold, der kommer til at slås for en plads i mesterskabsspillet, og mange hold møder hinanden internt i de kommende runder. Pointet i dag var vigtigt for os i forhold til at holde FC Nordsjælland bag os, for med den kvalitet, de viste i dag, kan de nemt tage tre-fire sejre i træk.

»Selvfølgelig fokuserer vi på den linje (linjen mellem nummer seks og syv, red.). For det er vores mål. Vil du være mellem nummer et og tre, skal du ikke ligge nummer syv efter 26 runder. For så har du misset dit mål. Men vi har kvaliteten, og vi viste igen i dag, at vi altid kan score mål. Men vi skal bringe tingene tættere sammen, og vi skal stadig trække i for mange spillere ind i  den måde, vi spiller på,« lyder det fra Zorniger.

Tyskeren gav søndag eftermiddag debut til Brøndbys eneste vinter-nyindkøb i form af den svenske offensivspiller Simon Hedlund. Og mens den blå-gule defensiv vaklede, strålede den offensive svensker, der 'vandt' to straffespark og lagde op til et mål fra angrebsmakkeren Mikael Uhre.

»Først og fremmest er det lækkert at spille fodbold igen. Bortset fra træningskampene er det ved at være lang tid side. Så jeg er bare glad for at spille, for at jeg valgte Brøndby - og for den velkomst, holdkammeraterne har givet mig. Der er ikke meget at klage over. Jeg er bare glad,« lød det efter kampen fra Simon Hedlund.

Svenskeren ville af åbenlyse årsager helst have debuteret med en sejr, men han var alligevel glad. Ikke mindst for modtagelsen fra Brøndbys talrige fans.

»Det er svært, når man ikke vinder. Det vigtigste for mig er at få tre point og lægge afstand til nummer fire. Det var øv, vi ikke vandt, men det var en helt godkendt debut,« sagde han.

»Men det var skidesjovt med fansene. Især når man løber frem mod dem, og de råber ens navn. Det var en speciel oplevelse og virkelig fedt,« sluttede Brøndbys nye angriber.

En mand, som kan blive vigtig i foråret, hvis Brøndbys offensiv fortsat skal holde bagdelen opppe på defensiven.