Danske Christian Hyldahl er direktør for den kontinental europæiske afdeling i verdens største kapitalforvalter, BlackRock, der i 2020 for alvor gik ud og fremlagde en grøn plan for de 9.460 milliarder dollar, som finansgiganten forvalter. Med de 2.400 milliarder dollar, som er forvaltet i Europa, ønsker Christian Hyldahl at sætte et grønt aftryk på det europæiske samfund.
I femte sæson af podcasten »Succeskriteriet« inviterer Ane Cortzen for hvert afsnit en ny erhvervsleder i studiet, som har satset stort på de nye kriterier for succes.
Høj profit og hurtig vækst er ikke længere nok for at skabe en succesfuld forretning. I dag er samfundet, naturen og menneskets fælles udfordringer blevet en større del af dagsordenen for landets virksomheder. Det har ændret spillereglerne i erhvervslivet og på markedet, hvor forbrugere, organisationer og medarbejdere kræver nye tiltag og løsninger fra virksomheder og iværksættere.
Det er ikke kun inden for grøn omstilling og bæredygtighed, men også ligestilling og diversitet, kommunikationsstrategier mod shitstorms, handlingsplaner mod sexisme og krænkende adfærd og fleksible arbejdsforhold er nye parametre, som virksomheder i dag bliver målt på.
I fjerde afsnit fortæller den erfarne chef inden for finanssektoren Christian Hyldahl om de nye grønne parametre, BlackRock opererer ud fra. Klimarisiko er ikke bare investeringsrisiko, men rummer et hav af komplicerede nuancer, som skal tages i betragtning, når pengestrømmene skal sætte grønne aftryk.