Storbritannien er i chok.
Prinsesse Kate bliver behandlet for kræft, fortæller hun i en video, der sætter punktum for mange ugers spekulationer om hendes helbred.
»Det har været nogle utrolige hårde måneder for hele vores familie, men jeg har haft et fantastisk lægehold, som har taget sig godt af mig, hvilket jeg er så taknemmelig for,« lyder det fra prinsessen i videoen, der ryster briterne.
Prinsessen og prinsen er Wales er de mest populære medlemmer af det britiske kongehus.
Prinsesse Kate blev indlagt på hospitalet 17. januar og blev udskrevet 12 dage senere efter at have gennemgået en planlagt operation i maveregionen.
»Dengang troede man, at min tilstand ikke var kræftfremkaldende. Operationen lykkedes. Der var dog test efter operationen, der viste kræft,« siger prinsessen.

Rørende video
Hendes lægehold anbefalede, at hun skulle gennemgå forebyggende kemoterapi.
»Jeg er nu i de tidlige stadier af den behandling,« siger hun.
I videoen oplyser prinsesse Kate ikke, hvilken type kræft hun har.
Det vil naturligvis sætte gang i yderligere spekulationer, men prinsessen har ikke ønsket at dele det med offentligheden på nuværende tidspunkt.
Hun fortæller også, at nyheden om hendes kræft kom som »et kæmpe chok«, og at det har taget tid for hende og hendes mand, prins William at forklare situationen til deres børn, George, Charlotte og Louis.
»Jeg har sagt til dem, at jeg har det godt og bliver stærkere hver dag ved at fokusere på de ting, der vil hjælpe mig med at hele i mit sind, krop og ånd,« lyder det fra prinsesse Kate, der har lovet børnene, at hun »bliver okay« igen.
Prinsessen kommer også med en stor tak til de mange briter, der været bekymrede for hendes helbred.
»Jeg tænker også på alle de mennesker, der er blevet berørt af denne sygdom. Mist ikke troen og håbet. I er ikke alene,« siger hun i den rørende video.

Mediestorm
Nyheden kommer på et katastrofalt tidspunkt for det britiske kongehus. I begyndelsen af februar var det kong Charles, der rystede nationen ved at fortælle, at han var ramt af kræft.
Samtidig undrede briterne sig over, hvorfor prinsesse Kate var som forsvundet fra jordens overflade, og det satte gang i vilde spekulationer om hendes helbred.
Prinsessen forsøgte at kvæle rygterne ved at udsende et billede af hende og børnene, men da nyhedsbureauer afslørede, at billedet var photoshoppet, havde det den modsatte effekt. Prinsessen endte i en regulær mediestorm.
Efterfølgende har prinsesse Kate forklaret, at hun er amatørfotograf, og at hun af og til redigerer billeder. Hun beklagede »enhver forvirring, som fotografiet måtte have forårsaget«.
I fredagens video siger prinsessen, at hun og hendes familie har brug for at værne om deres privatliv, indtil hun får afsluttet sin behandling.

Nu ved briterne hvorfor
Den 27. februar meldte prins William afbud fra en mindehøjtidelig for kong Konstantin af »personlige grunde.«
Kongehuseksperter undrede sig over prinsens højst usædvanlige afbud. Den græske konge var nemlig gudfar til prinsen – men afbuddet var formentlig på grund af prinsessens diagnose. Nu ved briterne, hvorfor prinsessen har været fraværende.
Men det efterlader et britisk kongehus i en usædvanlig situation – hvor både kong Charles – og briternes kommende dronning, prinsesse Kate, er ramt af den dødelige sygdom.
Berlingskes udsendte i Storbritannien, Kalinka Aaman Agger, fortæller, at briterne er knust over beskeden fra slottet.
»Det chokerer befolkningen – de var lige kommet sig over chokket om, at kongen har kræft, og nu er prinsessen ramt,« siger hun.
Briterne har ondt af prinsessen og prinsen.
»Folk tænker også på prins William. Han har været igennem utroligt meget, og prinsesse Kate var ligesom hans anker. Hende, der skulle støtte ham. Og nu er hun syg,« siger Aaman Agger.
»I det hele taget har hele landet talt utrolig meget om Kates fravær i de seneste måneder, og historien om har fyldt alt i medierne. Ikke kun i de kulørte, men også i de mere seriøse aviser,« fortæller Kalinka Aaman Agger fra London.
Storbritanniens premierminister Rishi Sunak udtaler, at prinsessen kan regne med »kærlighed og støtte« fra hele landet.
Lignende sympatierklæringer kommer ind fra hele verden. Det Hvide Hus i Washington oplyser også, at amerikanernes tanker er med den britiske kongefamilie.