Stjerneopgør ved præsidentvalg 2008

Den amerikanske præsidentvalgkamp i 2008 blev reelt skudt i gang i weekenden med Hillary Rodham Clintons beslutning om at nedsætte en undersøgelseskomité, der skal bane vejen for, at hun bliver opstillet som Demokraternes kandidat. Den første ægte sværvægter har nu meldt sig på Demokraternes side, og der er ingen tvivl om, at der rejser sig forventninger til, at Republikanerne kommer med lige så stærke kort. Det lover godt, at vi kan forvente, at det er en stærk politiker, der sætter sig i Det Ovale Værelse i januar 2009. Det er godt for verden med en stærk amerikansk præsident, da USA er klodens eneste ægte supermagt. USAs lederskab er afgørende for at fremme frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og markedsøkonmi globalt. EU har masser af god vilje, men mangler magt til at sætte handling bag. Derfor har vi brug for en stærk amerikansk allieret, så der er en magtfuld transatlantisk alliance.

Mange synes, at de kender Hillary Rodham Clinton. Hendes selvbiografi er en ægte succes med flere millioner solgte eksemplarer. Hendes tid som førstedame gjorde hende verdenskendt, og hun fik afgørende politiske erfaringer, bl.a. at man ikke kan reformere det amerikanske sundhedssystem uden klar vilje til kompromis. Så stærke holdninger er der samtidig til fru Clinton, at der er en skov af venne- og fjendelitteratur, som man kan konsultere alt efter ens politiske disposition. Fra et amerikansk perspektiv har den tidligere førstedame, der netop har opnået et overvældende genvalg som senator fra New York, placeret sig omkring midten. Hun støttede præsident George W. Bush, da han befriede Irak fra Saddam Hussein. Hun har været tilhænger af klar terrorbekæmpelse, og hun har netop ikke flirtet med den del af det Demokratiske parti, som står langt til venstre. Faktisk synes det, som om Hillary Clinton har været låst fast på at vinde sit partis nominering som præsidentkandidat og samtidig være valgbar for et flertal af de amerikanske vælgere. Det er en vanskelig opgave, da Demokraternes aktivister oftest ligger langt til venstre, mens magten i amerikansk politik afgøres af den, der har en optimistisk vision - og dermed et ikke-yderligtgående - standpunkt.

Presset ligger nu hos Republikanerne for at finde en kandidat, der har et stærk navnegenkendelse - et brand for at tale i nutidens politikerjargon - som samtidig ikke skræmmer vælgerne. Vi kender endnu ikke mange vægtige navne, og overraskelser kan materialisere sig når som helst i politik. I øjeblikket synes opmærksomheden dog at samle sig omkring Arizonas senator gennem to årtier, den 70-årige John McCain, der i november sidste år nedsatte samme type undersøgelseskomité som Hillary. Ronald Reagan var 69 år, da han blev valgt som præsident, og McCains alder synes at være største forhindring, men vægtig det er han. Og vægtige kandidater fortjener det amerikanske folk - og alle vi andre.