Status over menneskeretsopgøret

I min kronik den 13. marts »Opgør med menneskeretstænkningen« opfordrede jeg til en fordomsfri nyvurdering af menneskerettighederne. Den har vi fået. Over en bred front er det hilst velkomment, at der nu rejses en diskussion om dette vigtige aspekt af vores magtfordeling. Et stort antal sagkyndige, politikere og andre interesserede har meldt sig i debatten. Og senest har Højesterets præsident påpeget det generelle problem, der består i, at lovgiverne overlader det til domstolene - der jo ikke besidder noget politisk mandat - at træffe afgørelser om politiske spørgsmål i menneskerettighedernes navn.

Denne mangfoldige debat må ses som et vigtigt tegn på, at den politiske argumentation er ved at ændre sig. Drøftelsen af, hvad der er en »menneskeret«, er ikke længere et tabu. I takt med at diskussionen om menneskerettigheder flytter over i det politiske system, hvor den hører hjemme, kan Folketinget genvinde den magt, man gennem de seneste år har afgivet til domstole og juridisk fagkyndige.

I dag, fire uger inde i denne debat, kan der være grund til at gøre status over den modstand, der er rejst mod min kritik.

Grundlaget for kritikken: Jeg er flere gange blevet kritiseret for ikke at have dokumentationen i orden, når jeg kritiserer menneskeretsdomstolen for at gå for langt. Navnlig har medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder (IFM) hævdet, at de domme, jeg har brugt som eksempler, er tilfældigt udvalgte.

Alle dommene er udvalgt fra tidsskriftet »EU-ret og Menneskeret«, der bl.a. redigeres af forskere fra IFM. Jeg går ud fra, at man har udvalgt dommene, fordi de er interessante for en bredere kreds, og fordi de berører principielle spørgsmål. Derfor må det være legitimt at bruge dem som eksempler på emner, der efter min opfattelse ligger uden for menneskerettighedernes kerneområde. Når domstolen først har bevæget sig uden for kerneområdet - hvilket blot ét eksempel er tilstrækkeligt til at vise - må det være tilladt at tage udgangspunkt i dette eksempel i en diskussion om, hvorvidt domstolen fortsat skal behandle sådanne sager, eller om den bør vende tilbage til kerneområdet. Det er vigtigt for mig (endnu en gang) at fremhæve, at disse domme netop kun er brugt som eksempler. Jeg har ikke forkastet hele menneskeretsdomstolens praksis. De fleste af dens domme står heldigvis fast som indiskutable.

Inkorporeringen af menneskeretskonventionen: Et af mine forslag var at fjerne den lov, der har gjort Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK) til en dansk lov. Forslaget har givet anledning til en del modstand. Det er rigtigt, at en ophævelse af denne lov ikke forandrer Danmarks statslige pligt til at overholde konventionen. Men ved at fjerne loven vil man ændre den placering, EMRK i dag reelt har mellem grundloven og den øvrige lovgivning. I praksis vil dette nok betyde, at vore domstole kun vil føle sig bundet af menneskeretsdomstolens almindelige praksis, når det er utvivlsomt, at man krænker EMRK. Advokaternes tilskyndelse til at støtte et retskrav på menneskerettighederne vil være mindre, når dette synspunkt i givet fald skal føres igennem via argumentet om Danmarks internationale forpligtelser. Dertil kommer som sagt den signalværdi, en ophævelse af loven vil have over for menneskeretsdomstolen.

Menneskeretsdomstolen: En stor del af debatten har handlet om menneskeretsdomstolen. Det er kommet som et chok for mange, at domstolen krænker sin egen konvention ved at have en så lang sagsbehandlingstid på grund af den betydelige sagspukkel. Diskussionen bør fortsætte. Måske var det på tide, at Europarådet gjorde status over den måde, menneskeretsdomstolen har udviklet menneskerettighederne? Men i diskussionen er det vigtigt at sondre. Én ting er domstolen og dens arbejdsform. Det er selvfølgelig positivt, at man - som det er sket i den endnu ikke indførte tillægsprotokol nr. 14 (artikel 12) - vil forlange, at ansøgeren skal have lidt »significant disadvantage«. Det vil utvivlsomt nedbringe sagsantallet. Men tilbage står spørgsmålet, hvornår en sag overhovedet har menneskeretlig karakter, uanset hvilken »disadvantage« den krænkede har lidt. Hvor vil vi med andre ord sætte grænsen mellem politik og menneskeret? Denne diskussion afgør tillægsprotokollen ikke. Her mangler der fortsat en åben debat og en faglig analyse.

Grænsedragningen: Når det gælder denne del af diskussionen, er vi endnu kun nået til den indledende fase. Et meget væsentligt bidrag foreligger med Henrik Gade Jensens særdeles tankevækkende kronik her i avisen skærtorsdag, den 24. marts. Gade Jensen foreslår bl.a. en materiel afgrænsning, hvor de sociale og økonomiske rettigheder fjernes fra menneskeretsreguleringen. Endnu har ingen reageret. Dette kan næppe skyldes, at forslaget ikke er kontroversielt. Der kan i den forbindelse være grund til at pege på, at et særligt charter i den forfatningstraktat, som vi skal stemme om den 27. september, også medtager sådanne rettigheder, som derimod ikke er inde i EMRK.

Man kunne også forestille sig andre måder at afgrænse politik fra menneskeret på. To forskere med tilknytning til IFM erkendte her i avisen den 29. marts, at ikke alle menneskerettighedskrænkelser skal betragtes med samme alvor, og at Tyrkiet f.eks. godt kan komme med i EU, selv om landet ikke måtte beskytte prinsesser godt nok mod paparazzifotografer. Måske var dette et afgrænsningsgrundlag: Hvornår er en ret så fundamental, at vi for det første ikke vil overlade dens afgrænsning til vores vælgerbefolkning og for det andet ville fordømme et fremmed land for ikke at håndhæve den?

Institut for Menneskerettigheder: I min kronik kritiserede jeg IFM for ikke på noget tidspunkt at have rejst tvivl om, hvorvidt menneskeretsdomstolen er gået for langt i sin fortolkning. Jeg anførte, at instituttet dermed har svigtet sin rolle som systemets vagthund. Centrale spørgsmål som dem, jeg netop har skitseret, har så vidt ses aldrig været genstand for IFMs forskning.

De reaktioner, der er udgået fra instituttet i de sidste fire ugers debat, tyder heller ikke på, at det er herfra, man skal vente nogen fordomsfri diskussion om, endsige noget fagligt indspil, til diskussionen om menneskerettighedernes grænser. IFM har vedblivende forsøgt at fjerne fokus fra kritikken ved ikke at forholde sig til den og ved i øvrigt at mistænkeliggøre min holdning til de centrale menneskerettigheder. Dette har bekræftet opfattelsen af instituttet som et sted, hvor det politisk-polemiske fylder mere end det sagkyndigt-juridiske.

At jeg i kronikken også lagde op til en genovervejelse af IFMs status er ikke ensbetydende med, at jeg partout ønsker IFM lukket. Men hvis IFM ikke kan eller vil bedrive den kritiske forskning, som samfundet tydeligvis efterspørger, er det da et relevant spørgsmål at rejse. Man kunne jo overveje at gøre IFM til en offentligt støttet interesseinstitution à la Forbrugerrådet, der jo også har dygtige sagkyndige knyttet til sig. En anden mulighed kunne være at lade de mange millioner kroner, som IFM årligt bruger til forskning, udbyde som puljemidler i almindelig konkurrence til de bedst egnede forskere eller forskerteams. Og en tredje mulighed kunne, som jeg skrev, være at flytte midlerne over til universiteterne.

Timingen: Det er blevet sagt, at debatten om menneskeretten er dårligt »timet«, fordi den kan true afstemningen om forfatningstraktaten den 27. september. For mig at se er timingen optimal. Det havde selvfølgelig været bedre, om debatten allerede var kommet, da EU-charteret om de grundlæggende rettigheder blev skrevet i 2000. Men ud fra et demokratisk synspunkt er det vel på sin plads, at vi diskuterer emnet inden den 27. september. Her stemmer vi jo bl.a. om, hvorvidt EF-Domstolen skal have øget kompetence på menneskeretsområdet. Hvis ikke der er noget problem, så vil debatten vel vise dette.

Gennem de sidste fire ugers debat har der udspillet sig en kulturkamp, der berører os alle, fordi menneskerettighederne - som de i dag fortolkes - berører os alle. Det er ikke kun en kamp om jura, politik og menneskeret, men også om domstolenes magt over for lovgiverne. Jeg har i den forløbne periode fået talrige, daglige støtteerklæringer fra jurister i alle typer af positioner og hverv. Det er mit håb, at de jurister, der som jeg har set et problem i menneskeretstænkningens hidtidige indtog inden for alle livsområder, i den kommende tid også vil tage del i den fortsatte diskussion, så de beslutninger, vi kommer til at træffe, hviler på det bedst mulige grundlag.