Statslig krig mod danskheden

Statens Museum for Kunst har erklæret krig mod den nationale identitet. I denne kulturkamp gælder alle kneb også historieforfalskning. Man tror, det er løgn. Og det er det også, altså museets påstand om, at »forestillingen« om dansk identitet kun går tilbage til 1800-tallet.

»Jamen, det er jo løgn! Historieforfalskning!« Kammeraten var forbløffet over manipulerende citater og fordrejede fremstillinger, der danner en tendentiøs og politiserende fortolkningsramme om udstillingen »national identitet« på Statens Museum for Kunst.

Den består af guldaldermalerier stillet sammen med moderne billeder, der spiller andenviolin til den klassiske kunst, fordi de ikke kan selv. Det kan publikum åbenbart heller ikke, for på væggen over malerierne svæver kæmpecitater om national identitet som retningsgivende autoritet for gæsternes tolkning. Citater fra vor tid repræsenterer kun kulturradikale positioner, der alle reducerer det nationale til en forældet 1800-tals »konstruktion«. I et rum med malerier om »det fremmede« prædiker uimodsagt hele to citater af Poul Henningsen som hellige ord fra en profetisk søjlehelgen. I samme rum messer Uffe Østergård. I et andet rum et rablende citat af Knud Romer: »Den største fare er de her fundamentalistiske kulturbærere, som er ude på at kanonisere en dansk enhedskultur af fortidsminder og guldaldermalerier. En intellektuel elite, som vil missionere sin egen dannelseskultur over for resten af befolkningen«.

Ironisk nok er det sidste netop, hvad Statens Museum for Kunst udsætter »befolkningen« for. Ingen kulturradikale citater afbalanceres af kulturkonservative kommentarer. Der er ikke ét repræsentativt citat f.eks. af Søren Krarup eller fra Ralf Pittelkows »Forsvar for Nationalstaten«. Der er ingen referencer til moderne historikere, danske som europæiske, der har dokumenteret, at historien om den nationale identitet går meget længere tilbage end til 1800-tallet. Udstillerne hævder ellers, at de godt kan lide, »hvis citaterne i samme rum modsiger hinanden«. En lodret løgn. Kun kulturradikal dekonstruktion af den nationale identitet som en 1800-tals »forestilling« er loyalt repræsenteret. I et hæfte til skoleelever bekræftes museets énsidige stillingtagen: »Hvad erstatter vi fx forestillingen om det nationale fællesskab med, når det tilsyneladende ikke længere er et fælles udgangspunkt?« Det kan gymnasieeleverne jo så tænke lidt over. Inden for de snævre kridtstreger, som statsautoriserede kultursmagsdommere har aftegnet for dem.

På museets vægtekster lærer man, at national identitet blot er en konstruktion , en »forestilling« fra 1800-tallet, der bidrog til »fortællingen om dem og os«. Den ubefæstede elev skærmes for den tanke, at enhver meningsfuld identitet nødvendigvis er eksklusiv. At der er noget, jeg ikke er, hver gang jeg står ved, hvad jeg er. At man ikke er japaner, hvis man er dansker. At man ikke er en hoppebold, hvis man er en gummitud. Forestillingen om en »konstrueret« danskhed præger museets oplysningsmateriale, der konsekvent taler om dansk identitet ikke som noget reelt men som en »forestilling«, og undervisningshæftet docerer skipperskrøner om den nationale identitets historie. I en faktaboks står der: »Vidste du, at fædrelandskærlighed i slutningen af 1700-tallet betød loyalitet over for riget og kongen, mens det i 1800-tallet signalerede loyalitet over for nationen og folket?« Danske gymnasieelever lærer altså, at fædrelandskærlighed før 1800-tallet som et særligt tilhørsforhold til land, sprog, folk, vaner, kultur og fælles religion, slet ikke eksisterede. Men Uffe Østergård-myten om den nationale identitet som en 1800-tals konstruktion er for længst afsløret som fup. »Forestillingen« om, at dansk identitet før 1800-tallet blot var en myte, er en myte. En gammel Århus-historie, der går på krykker i undervisnings- og kulturinstitutionerne, og som ikke er rigtig sjov mere. Et tilfældigt udvalg af et overvældende kildemateriale dokumenterer opfattelser af et dansk folk, der delte kultur, sprog og identitet på tværs af stænder mod andre folk længe før 1800-tallet.

Lad os se på myter om det nationale stillet overfor fakta og historiske kildeudsagn.

Myte 1: Fædrelandet var defineret af kongens omskiftelige magtområde passer ikke. Læs fortalen til »Danernes Bedrifter«, hvor Saxo klart skelner mellem fædrelandet (patria) og kongens rige. Hos Saxo er der klart sammenfald mellem fædrelandet og Danmark. Først roser Saxo kong Valdemar for at have udvidet riget: »I har jo nemlig ikke blot taget et stort rige i arv (...) men yderligere øget det ved at underlægge Jer eders naboer (...) således at det også omfatter Elben«. Dernæst skriver han, at Danmark består af Skåne, Halland, Blekinge, Sjælland, Fyn og Jylland, der strækker sig ned til »det tyske område, hvorfra det skilles ved Ejderfloden«. Altså: Valdemars rige gik ganske vist til Holsten og Elben, men Danmark gik til Ejderen. Saxo skelner altså mellem Danmark/fædrelandet og kongens rige.

Myte 2: Fædreland og nation fandtes ikke som begreber før 1800-tallet ligeledes løgn og latin. Begge begreber spiller hovedrollen i Saxos historie. Også Valdemar den Store brugte betegnelsen »fædrelandets befrier« (patriae liberator) om sig selv på den mindeplade, man fandt i hans grav i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Valdemars mindeplade vidner om en dansk middelalderkonge, der opfatter sig som konge over et navngivet folk (rex danorum), ikke blot som regent over et tilfældigt område, og som praler med sit nationale sindelag. Hos Valdemar har vi »forestillingen« om fædrelandet som et kollektivt begreb, der også indeholder tanken om et nationalt fællesskab, der går flere generationer tilbage.

Myte 3: Der var ingen forestilling om et dansk folk, fælles skikke og en fælles kultur før 1800-tallet. Læs Poul Helgesens formaning til enighed i landet under Grevens Fejde fra 1534: »vi (påmindes) til enighed af så mange enighedsvilkår. Vi har én Gud og én herre, én frelser og ét hof, én kirke, det er et almyndigt kristent samfund, én dåb, én ånd, ét alterets sakramente, én salighedslærdom, ét penitens sakramente, som er kraftigt af Kristi eneste død og pine, på det at vi skulle alle være af ét sind, ét hjerte, én tro og én mening. Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår, dersom vi ikke snarligt gør ét () da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres«.

Myte 4: Fædrelandskærlighed fandtes ikke i slutningen af 1700-tallet. I bogen »Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere« fra 1777 skrev Ove Malling: »Naturen selv har kaldet os til at elske vort fædreland. Allerede i en ung alder begynder vi at føle noget mere end almindeligt for det hus, den egn, den luft, hvori vi er vante, for de personer blandt hvilke vi bliver opfødt. Vi vokser til, og rundt om os finder vi mennesker med samme sprog, samme sæder, samme kirker, samme øvrighed. Vore følelser gør os dem kære, fordi de er os lig. (...) Efterhånden som vi tænker videre, mærker vi snart (...) at den plet, vi opfødes på, er kun en del af et større land. Vi hører tale om dette land, om landsmænd, om forfædre«.

Læseren kan fortsætte på hjemmesiden www.nomos-dk.dk/skræp, hvor et stærkt kildemateriale dokumenterer dansk identitet fra tidlig middelalder og skyder hul i Uffe Østergårds varmluftsballon fra 1990erne.

En af statens officielle kulturinstitutioner har taget énsidigt stilling i kulturkampen og har erklæret krig mod den nationale identitet. Den kulturradikale position mønstrer ingen overbevisende argumenter i kampen om den nationale identitets definition og historie, men den har kultureliten på sin side.

Udfaldet af denne strid afgør, om det danske samfund kommer til at hænge sammen i fremtiden. Der har aldrig været mere brug for det nationale fællesskab end nu. Vi behøver at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Alligevel manipulerer og fordrejer statens kulturinstitutioner historien om den nationale identitet. Man skulle tro, det var løgn.