Stands klapjagten på de private børnehaver

Ude på landets rådhuse har man altid haft en naturlig og kulturelt betinget skepsis over for privat foretagsomhed. Så det er ingen overraskelse, at over halvdelen af alle ikke-kommunale daginstitutioner er blevet lukket eller overtaget af kommunen siden 1980. Den dramatiske udvikling dokumenteres i en rapport fra Daginstitutionernes Landsorganisation, det er fælles organ for de ikke-kommunale daginstitutioner, om de så er menighedsbørnehaver, Rudolf Steiner-børnehaver, socialdemokratisk-farvede frie børnehaver og fritidshjem, eller bare helt almindelige selvejende institutioner, hvor en forældrekreds er gået sammen om at udnytte det ganske lille frirum, en ikke-kommunal institution har i forhold til en kommunal.

En talsmand for landsorganisationen siger til dagbladet Information, at »der drives klapjagt på de selvejende institutioner«. Det er et stærkt udtryk, men forståeligt i betragtning af de senere års historier om selvejende børnehaver, der med eller mod lovgivningen blev udsat for, at kommunen satte sig på deres administration, blandede sig i personalepolitikken eller direkte prøvede at overtage institutionen.

Kommunernes Landsforening slår ud med armene og bedyrer, at man skam ikke har noget imod private børnehaver. Det ville vi jo gerne tro på. Men hvis KL skal kunne overbevise os, skal vi se en bevidst politik til fremme af private institutioner. Private børnehaver er nemlig en god ting i sig selv, når blot de lever op til faglige minimumskrav; de lader brugerne bestemme, de fremmer mangfoldigheden, og de kan være gode eksempler for andre, nøjagtigt som friskoler.