Stands folkevandringen

Kronik: Vi har ingen pligt til - og slet ingen gavn af - at tillade en folkevandring til Europa, der radikalt ændrer befolkningssammensætningen og europæisk kultur.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Niels Thomsen, professor, dr.phil.

To måneder efter den 11. september aner vi så småt terrorens mål og motiver, selvom vi jo ikke må sige det højt. Massedrabet falder i tråd med mange andre forsøg på at demonstrere muslimsk fundamentalismes opgør med vor vestlige verden. Nu ved vi også, at mange af bin Ladens trosfæller i lande over hele Jorden deler dette had. Denne lakmusprøve gav et nej til frihed og demokrati fra den kulturkreds, der har hjemsted og udgangspunkt i muslimsk ideologi og opinion. At de latente modsætninger mellem Øst og Vest går dybt her, vistes klart med de spontane reaktioner i islamiske kvarterer verden over og de senere rasende protester mod bombardementerne af Talebanerne i Afghanistan.

At bin Laden også har hjemlige fjender, og at der også findes mere moderate muslimer er et stort held, men det fjerner ikke problemet. Jubelen viste behovet for et fast samarbejde hen over Atlanten og Uralbjergene mellem lande, som deler vores bekendelse til retsstat, demokrati og selvbestemmelsesret. Et »nyt NATO« som mønstrer et effektivt politisamarbejde over grænserne i kampen mod terrorisme og narkohandel, men også kan garantere landenes sikkerhed. Alene kan EU ikke klare denne udfordring, som forudsætter en vidtspændende europæisk-atlantisk alliance.

Allerede nu har dette område færre indbyggere end de muslimske samfund i Afrika og Sydasien.

Udfordringen er indlysende, og desværre ved vi jo af egen erfaring, at terrorismen ikke fjernes med fattigdommen. I det 19. århundrede oplevede vi anarkistisk terror i næsten alle vestlige lande for ikke at tale om hele Østeuropa, og senere statslige massemord på millioner af jøder, kulakker og mange andre i de nazistiske og kommunistiske diktaturregimer. Terroren videreførtes i de blodige, irregulære kampe omkring Anden Verdenskrigs afslutning, da millioner af »civilister« inddroges både som ofre, partisaner og hjælpetropper, der på én gang kæmpede mod slagne fjender og mod alle mulige rivaler til den nye fordeling af magten. Den lovløse proces udfoldedes i nogle år af kommunister og nationalister verden over med grov tilsidesættelse af alle rets- og frihedsidealer.

Værst og varigst var både de politiske og de moralske følger i Asien og lidt senere i Afrika, hvor oprørs- og frihedshelte greb magten fra bortdragende koloniherrer. De ønskede aldeles ikke at dele magten med konkurrenter, men forfulgte dem brutalt og satsede - som regel forgæves - på lynhurtigt at omdanne deres land til et dynamisk diktatur. Både regeringerne og deres modstandere kæmpede for magten helt uden tøjler og moral, mens de som medlemmer af FN vedtog og forvanskede højstemte, men værdiløse deklarationer om menneskerettigheder, retsorden m.v.

Afkoloniseringen har efterladt hundrede nye stater uden reel vilje til at håndhæve og selv respektere demokratiets og retsstatens regler - og uden evne til at styre deres eget territorium. Ofte udgår terroren her fra kampen om løsrivelse og grænsedragning for etniske/kulturelle mindretal, hvis tilhængere i særlig grad anvender drab på uskyldige og helt tilfældige mennesker, som ikke tilhører terroristernes egen nation eller religion.

I 1970erne slog denne nye politiske »kultur« også en tid ud i demokratierne selv, da der gennem ungdomsoprøret rejste sig en bølge af aktiv kynisme og forråelse af den offentlige menings forhold til demokratiet i idealernes navn. Især i 70erne og 80erne skejede disse holdninger ud i Rote Armee Fraktion, Black Panthers, ETA osv., som moralsk og ideologisk udnyttede »bevidstgørelsen« i ungdommen til egne formål. Ligesom PLO, PFLP m.fl. modtog disse bevægelser økonomisk og praktisk støtte fra muhammedanske staters meget store olieindtægter til at optrappe ældre konflikter - især kampen mod dødsfjenden Israel og dets allierede USA.

Kommunismens fald og Ruslands omvendelse gav Vesten et pusterum, men 11. september klargjorde, at terrorismen har erstattet den massive gengældelse mellem stater. I Norden har vi i næsten 200 år ordnet vore politiske forhold uden drab - bortset fra under og umiddelbart efter den tyske besættelse. Vi ved, at kultur og normer kan begrænse terrorismen. Og sandt er det. Vejen ligger i, at mennesker fastholder og uddyber de indbyrdes fællesskaber. Denne følelse af fælles identitet er bærende for alle menneskelige samfund: Med den lader vi skepsis og forsigtighed hvile, i forventning om gengæld - og når det går, har vi sammen skabt en uerstattelig »social kapital« af tillid, som gradvist kan forøges og udvikles videre. På den bygger al nationalfølelse og social solidaritet, og denne sociale kapital af indbyrdes forståelse er de moderne vestlige nationalstaters styrke. Den er vokset frem historisk og bæres af folket selv.

Men solidariteten kan ikke udkommanderes, når vi behøver og ønsker den. Den kan svækkes, hvilket vi kalder »fremmedgørelse«, og på ethvert givet punkt har den sine grænser og betingelser. Globaliseringen er meget langtfra den universalnøgle, den nu ofte gøres til i den offentlige debat. Rige og højtudviklede samfund kan afhjælpe noget af den værste nød og armod på kloden, især ved at frigøre handelen og adgang til nye opfindelser. Men i sidste ende må de selv finde frem ud fra egne behov og evner - over de eneste hidtil afprøvede stier, som nu også østasiatiske lande har betrådt.

Efter kolonivældets ophør har Vesten ingen mulighed for at løse andres eksistensproblem.

De mange fødsler slår direkte ud i befolkningstilvækst i u-landene, mens en talstærk ungdom søger ind mod de store byer - helst i Vesten. Ud fra vore lave fødselstal omtales denne indvandring ofte som tilgang af manglende arbejdskraft. Tanken er skæv - fordelen ved økonomisk vækst måles i produktion pr. indbygger, og befolkningstæthed er en omkostning både miljømæssigt og socialt.

Masseindvandringen fra én civilisation til en anden skaber kolonier eller ghettoer, som med stadig tilgang og inspiration hjemmefra virker for at bevare deres gamle sprog, kultur og moral. En sådan politisk og socialt uintegreret »subkultur« står varigt uden for modtagerlandets fællesskab.

Såfremt de to kulturkredse tvinges ind i et tæt samliv, vil vi derfor se, at afstanden i omverdenserkendelse, menneskeopfattelse og opfattelsen af individets og religionens plads i samfundet rummer det latente modsætningsforhold, som er skildret i den amerikanske politolog Sam Huntingtons store bog »The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order«(1996). I det små møder vi det uforenelige hos kredse her i landet, der direkte vender sig mod demokrati og vestlige normer - nogle af dem med vold. Vi møder noget af det samme hos grupper af tilsyneladende velintegrerede og veluddannede muslimer. For nylig har vi kunnet høre, at toneangivende unge i gymnasieskoler med overvejende tosprogede elever ikke vil have undervisning i emner, der hviler på vestligt videnskabeligt grundlag i biologi og geologi, som de sammen med dele af dansk moderne litteratur anser for gudsbespottelig. I faget historie oplever man, at muslimske elever afviser fagligt baserede fremstillinger med, at udviklingen skal forklares ved Guds vilje eller straf.

Bortset fra de højt uddannede blandt de få egentlige konventionsflygtninge medbringer de fleste indvandrere normer og forestillinger, som hører til den ulandskultur, de kommer fra, og som er forklaringen på de samme landes politiske og økonomiske tilbageståenhed. Her spærrer religionen og traditionelle tænkemåder for forståelse af demokratiets og den frie videnskabelige tankes betydning. Individets frigørelse hindres af tankebaner, der hviler på forældede sociale strukturer, familiernes magt over individet, religionens og diktaturets herredømme over borgerne.

Den muslimske kultur fik aldrig nogen Reformation, som underordnede deres religion under staten. Den videnskabelige blomstring i visse muslimske lærdomsskoler frem til 1500-tallet stagnerede og fulgtes ikke af en Renæssance som den, der kom i den europæiske kultur, og som satte mennesket i centrum og førte frem til forståelsen af menneskets og individets betydning. Dette førte i Europa til Oplysningstidens samfunds- og frihedsideer, den videnskabeligt baserede europæiske kultur, udviklingen af menneskerettighederne og til sociale strukturer, som gav alle mennesker lige rettigheder for loven og skabte vældige teknologiske, organisatoriske og økonomiske landvindinger. Heri ligger den europæisk-amerikanske kulturs mægtige bidrag til verden.

Kampen mellem folkeslag og civilisationer angår i dag ikke jord og naturressourcer. Den ytrer sig i store etnisk/religiøse indvandrergruppers krav på adgang til ved masseindvandring at opbygge separate miljøer med deres egne normer og loyaliteter i de udviklede lande.

De vestlige lande kan og skal ikke isolere sig fra resten af kloden. Men politikere og vælgere har som første opgave at sikre demokrati, retsstat, udviklingsevne og trivsel i det samfund, de har som arv og ansvarsområde. Ingen andre magter denne opgave, der - trods alle vore svagheder og historiske fejlgreb - tilbyder hele menneskeheden uundværlig indsigt i politisk, socialt og økonomisk samliv på frihedens grund.

Vi må fastholde, hvad der udgør vore centrale værdier, som vi ikke vil lempe eller ændre, men som vi kræver tilegnet og efterlevet af alle, der vil leve i vort samfund og have adgang til at forme det.

Vi har ingen pligt til - og slet ingen gavn af - at tillade en folkevandring til Europa, der radikalt ændrer befolkningssammensætningen og europæisk kultur.

Der må ske en lukning af grænserne for indvandrerstrømme fra den tredje verden. Udvandring til Vesten klarer ikke u-landenes omstilling til moderne samfund, heller ikke deres overbefolkning - og den fremmer ikke forståelsen mellem dem og os. Vesten kan og bør i fremtiden modarbejde fattigdommen ad de reelt farbare veje - ved friere samhandel, investeringer og teknologispredning. Mening har hjælpen kun, hvis modtagerlandene anvender den, hvor den gavner - søger at standse deres befolkningstilvækst og vender fremtidige udvandrerstrømme tilbage til  hjemlandet.

Det er også den eneste vej til forebyggelse af racisme, etnocentri og religiøs terrorisme.