Sprit-nye konceptbiler

Alkohol i brændstoftanken skal mindske USA's afhængighed af importeret olie

Foto: Thierry Roge/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Spritkørsel får en ny betydning. På biludstillingen i Detroit kunne de tre største amerikanske bilproducenter præsentere koncept- og produktionsmodeller, som er i stand til at køre på brændstoffet E85, der er en blanding af 85 procent ethanol eller sprit og 15 procent benzin. General Motors, DaimlerChrysler og Ford er begejstrede for de såkaldte flexifuel-biler.

»I øjeblikket er E85 det hurtigste og mest effektive middel til at reducere mængden af importeret olie,« siger General Motors' topchef Rick Wagoner. Han tilføjer, at samme begejstring kan spores hos USA's præsident George Bush, som er varm tilhænger af ethanol-drevne biler.

Detroit-udstillingen, der slutter i aften, rummer General Motors' konceptbil Volt, Ford Interceptor og Mazda Ryuga. Chrysler-gruppen bebudede E85-varianter af den nye Dodge Avenger og Chrysler Town & Country (Voyager i Europa).

Også europæerne har øje for den voksende amerikanske interesse for E85. Saab gjorde et stort nummer ud af 9-5 Aero BioPower med 310 hestekræfter. Landsmanden Volvo kunne også skilte med en spritdrevet-udgave af konceptbilen XC60. Samme entusiasme kan ikke spores hos Toyota, som dog har dog bebudet, at de vil tilbyde en E85-udgave af deres super-truck Tundra i 2009.

Toyotas lave interesse i E85 til USA skyldes manglen på steder, man kan tanke brændstoffet.

»Californien er vores største marked i USA, og der findes kun én E85-tank i hele staten,« sagde Don Esmond fra Toyota til Detroit Free Press.

Avisen oplyser i øvrigt, at der i 2005 blev fremstillet cirka 19 milliarder liter ethanol i USA, hvoraf det meste blev blandet sammen med almindelig benzin. Men politiske kræfter arbejder på at få mangedoblet produktionen, som skal op på langt over 200 milliarder liter, før det for alvor kan mærkes på olieimporten.

Hvis den amerikanske interesse fortsætter, vil det snart være almindeligt at se amerikansk producerede E85-biler på highways og turnpikes. Det kræver nemlig ikke den store teknologiske knowhow at bygge en E85-motor. Alle kan tåle 5 procent sprit i benzinen, men for at tåle 85 procent skal komponenterne kunne modstå sprittens udtørrende virkning, og motorstyringen skal tilpasses sprittens forbrændingsproces.

Brasilianerne har i mange år benyttet E85 og sågar E100, der er ren ethanol. Og for et par år siden introducerede svenskerne E85, som i dag er fritaget for energiafgift foruden at give bilejeren en række andre økonomiske fordele. I Sverige findes over 300 tankstationer med E85, og infrastrukturen er i hastig vækst andre steder i Europa. Frankrig har bebudet, at de vil etablere cirka 500 E85-pumper i løbet af 2007.

Danmark har i øjeblikket kun en enkelt E85-pumpe.