Zlatan inden comeback: Forlader anlægget som den sidste

Zlatan Ibrahimovic er med i truppen, når Milan mandag eftermiddag møder Sampdoria i Serie A.

Zlatan Ibrahimovic har fået en stor modtagelse i Milan. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Superstjernen Zlatan Ibrahimovic kan mandag få comeback for AC Milan, når klubben på hjemmebane møder Sampdoria i Serie A.

Ibrahimovic blev præsenteret i klubben for få dage siden og har siden imponeret træner Stefano Pioli i en sådan grad, at han er udtaget til mandagens trup.

- Han har vist lidenskab, lyst og determination øjeblikkeligt. Han er en fantastisk professionel og har været den sidste, der forlod Milanello (klubbens træningsanlæg, red.), siger Stefano Pioli på pressemødet før kampen ifølge Milans hjemmeside.

Ibrahimovic spillede i Milan fra 2011 til 2012, og Pioli sætter pris på, at svenskeren nu tager endnu en tørn i Milano-klubben.

- Han er opmærksom og nysgerrig og finder sin plads. Men det vil tage tid. Han ændrer miljøet, hvilket vil være et løft for alle, siger Pioli.

Han vil ikke afsløre, om der mandag bliver spilletid til Ibrahimovic, der senest tørnede ud for LA Galaxy.

- Han er udtaget og klarer sig godt, selv om hans seneste officielle kamp ligger to måneder tilbage. Han er tilgængelig og kan spille, lyder det fra Pioli.

Der er kickoff i mandagens kamp klokken 15. Inden denne ligger Milan blot nummer 12 i Serie A med 21 point for 17 kampe.

/ritzau/