Zlatan Ibrahimovic kan få United-comeback lørdag

José Mourinho oplyser, at Zlatan Ibrahimovic er i spil til Manchester Uniteds kamp lørdag mod Newcastle.

Arkivfoto. José Mourinho oplyser, at Zlatan Ibrahimovic er i spil til Manchester Uniteds kamp lørdag mod Newcastle. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN NACKSTRAND

Den svenske stjernespiller Zlatan Ibrahimovic er klar til at gøre comeback efter omkring syv måneders skadesfravær.

Det oplyser Manchester United-manager José Mourinho til klubbens egen tv-kanal, MUTV, fredag.

Portugiseren fortæller, at Ibrahimovic er i spil til lørdagens kamp på hjemmebane mod Newcastle i Premier League.

Svenskeren er ikke alene om at kunne forstærke United. Mourinho meddeler endvidere, at franske Paul Pogba og Marcos Rojo er klar til at tørne ud for De Røde Djævle.

Ibrahimovic blev knæskadet i Europa League-semifinalen mod Anderlecht i april, og det var usikkert, om han ville fortsætte hos Manchester United.

Siden forlængede han sin kontrakt, og Mourinho har flere gange sagt, at han ventede svenskeren tilbage sidst på året. Det kan altså allerede blive den 18. november.

/ritzau/