Zidane stopper som cheftræner i Real Madrid

Franskmanden Zinedine Zidane forlader Real Madrid som cheftræner. Det oplyser klubben torsdag.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Zinedine Zidane stopper som cheftræner i Real Madrid med øjeblikkelig virkning. Det oplyser den spanske fodboldklub torsdag på sin hjemmeside.

»Real Madrid meddeler, at Zinedine Zidane har besluttet at afslutte sin nuværende periode som træner for vores klub,« skriver Real Madrid.

Klubben oplyser, at det er Zidanes eget ønske at stoppe som træner.

»Det er nu tid til at respektere hans beslutning og vise vores taknemmelighed for hans professionalisme, dedikation og passion i alle disse år, og for hvad hans figur har repræsenteret for Real Madrid,« lyder det.

I den forgangne sæson endte Real Madrid på andenpladsen i La Liga, mens bysbørnene fra Atlético Madrid snuppede titlen.

48-årige Zidane har som træner tidligere ført Real Madrid til to spanske mesterskaber samt hele tre Champions League-triumfer i træk. Han har været ansat i to perioder i klubben siden 2016.

Zidane var først træner i Real Madrid fra 2016 til 2018 og blev for anden gang ansat i 2019. Kontrakten løb egentlig til 2022, men samarbejdet stopper altså før tid.

I denne sæson er det ikke blevet til nogen titel for Real Madrid for første gang i mere end et årti.

Zidane, som i sin aktive karriere også var en stor spiller i Real Madrid, bliver hyldet i forbindelse med sin afgang.

»Zidane er et af de store ikoner i Real Madrid, og hans arv strækker sig ud over, hvad han har været som træner og spiller i vores klub.«

»Han ved, at han vil have en plads i hjertet på Real Madrids fans, og at Real Madrid altid vil være hans hjem, skriver den spanske klub om Zidane.«

I denne sæson røg Real Madrid ud til Chelsea i semifinalen i Champions League, og generelt har klubben præsteret svingende resultater.

Alligevel var Real Madrid i stand til at true Atlético Madrid om det spanske mesterskab indtil sidste spillerunde.

Men også her endte det med en nedtur, da Atlético Madrid vandt La Liga.

/ritzau/