Det franske landshold er kommet under et uventet pres før sidste spillerunde i Nations League, men Frankrigs nytiltrådte landstræner, Zinedine Zidane, har gode nyheder før søndagens hjemmekamp mod Tyrkiet.

Zidane regner med, at superstjernen Kylian Mbappé igen vil være til rådighed.

Det fortæller han på bagkant af, at franskmændene torsdag aften tabte 1-3 ude til Italien uden Real Madrid-esset i kamptruppen. Iført træningstøj og en dunjakke sad Mbappé nær den franske bænk på San Siro.

- Jeg håber, at Mbappé bliver klar til kampen mod Tyrkiet. Det var for at blive helt frisk, at han ikke var med mod Italien.

- Jeg tror ikke, at han fejler noget alvorligt. Planen er, at han skal spille mod Tyrkiet, siger Zidane til den franske tv-kanal TF1.

Med en sejr over Tyrkiet er Frankrig sikker på at avancere til knockoutfasen i Nations League, mens et nederlag indebærer en risiko for, at franskmændene slutter bag både Italien og Belgien og dermed misser en kvartfinaleplads.

Trods det uventede nederlag til Italien er Zidane helt rolig, når han ser på Frankrigs mulighed for avancement. Nederlaget var "en del af en læringsproces", siger franskmanden efter opgøret.

- Jeg har sagt til mine spillere, at der ikke er grund til panik. Vi skabte chancer nok og havde bolden en masse mod Italien, vi var bare lidt svagere i forsvaret i nogle sekvenser, siger Zidane.

- Det vigtigste er at kunne skabe chancer, og det viste vi, at vi er i stand til.

Zidane overtog landstrænerjobbet fra Didier Deschamps efter sommerens VM. Forgængeren bestred jobbet i 14 år og fik holdet i to VM-finaler.

RITZAU