Mathias "Zanka" Jørgensen starter ikke bare inde i sit comeback for FC København. Klublegenden bærer også anførerbindet i søndagens vitale superligakamp mod Randers i Parken.
Det fremgår af FCK's hjemmeside.
Det er bare fem dage siden, at Zanka blev hentet til klubben for tredje gang, da FCK er hårdt ramt på stopperpositionen.
- Jeg skal bidrage med DNA og kultur, som man har savnet i noget tid. Det er nemt at vide, hvordan man skal gøre, når det hedder Champions League.
- Det er lidt noget andet, når det er nogle rugbrødskampe herhjemme, siger Mathias Jørgensen til TV 2 Sport.
Zanka spiller mod Randers i midterforsvaret med Gabriel Pereira.
FCK skal bruge en sejr for at være sikker på at få plads i mesterskabsspillet.
Uafgjort kan dog også vise sig at være nok.
Der er kickoff klokken 17.00 i alle kampene i grundspillets sidste runde.
FCK's vanlige anfører, Viktor Claesson, samt viceanfører Thomas Delaney starter begge på bænken for FCK, der mangler stopperne Pantelis Hatzidiakos og Junnosuke Suzuki.
FCK-træner Jacob Neestrup forklarer valget af Zanka som anfører.
- Jeg synes ikke, at det er så vanvittigt i forhold til situationen. Jeg håber og tror på, at han kan give noget ro og lederskab. Jeg mener, at det er det bedste for FC København.
- Selvfølgelig skal Zanka være anfører, når Delaney og Claesson ikke er på banen. Det giver sig selv, siger Neestrup ifølge TV 2 Sport.
/ritzau/
