Zam Zam overvejer karrierestop

Stald Palle-bokseren Reda Zam Zam giver sig selv maksimalt to-tre år til at nå en rigtig kassekamp. Lønnen som bokser er simpelthen ikke god nok.

Det er ikke nødvendigvis nogen guldgrube at være professionel bokser. Selv om Mikkel Kessler står til at tjene millioner på sin VM-kamp mod Joe Calzaghe i Cardiff i november, er der mange af kollegerne, der dårligt kan skrabe en anstændig månedsløn sammen. Herunder Reda Zam Zam, der i Berlingske Tidende lufter sine tanker om at stoppe karrieren før tid, fordi det ikke er sliddet værd.

- Jeg har indstillet mig på at give det to-tre år mere og få de penge du af det, jeg nu kan, siger Zam Zam, der har en familie med to børn, der skal forsørges og derfor kan blive nødsaget til at gå på kompromis med sine sportslige ambitioner.

- Man kan ikke have et fast job, når man skal træne to gange om dagen, og man tjener ikke så gode penge ved de små kampe, så man er lidt fanget, siger århusianeren.

/ritzau/