Zabel frataget den grønne trøje

Cykelrytteren Erik Zabel blev fredag frataget den grønne trøje, som han vandt i Tour de France i 1996. Det sker efter, at Zabel har indrømmet doping det år.

Først blev Bjarne Riis frataget Tour de France-sejren i 1996, og fredag blev hans daværende holdkammerat på Telekom-holdet, sprinteren Erik Zabel, slettet fra historiebøgerne som vinder af den grønne pointtrøje det samme år.

Både Riis og Zabel har for nylig indrømmet, at de dopede sig i 1996, og derfor har firmaet bag Tour de France, Amaury Sports, valgt at fjerne dem fra sejrslisten.

Zabel, som kører Touren for Milram i år, har i alt vundet den grønne pointtrøje seks gange, men han har kun indrømmet doping i 1996, så de fem andre trøjer beholder han. Tyskeren lå også i front for pointkonkurrencen før fredagens sjette etape.

/ritzau/