Yussuf Poulsen lovpriser udskældt eksmakker

Kritikken af Timo Werner er forfejlet, siger Yussuf Poulsen før testkamp mod Tyskland.

Tidligere var Yussuf Poulsen og Timo Werner kolleger i RB Leipzig, men sidste sommer rykkede Werner videre til Chelsea. Soeren Stache/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Innsbruck. Landsholdsspilleren Yussuf Poulsen forsvarer sin tidligere angrebsmakker Timo Werner, som har været udsat for hård kritik fra fans og medier efter sit skifte fra RB Leipzig til Chelsea sidste år.

Selvom den tyske angribers første sæson i Chelsea har kastet en Champions League-titel af sig, har Werner været stærkt kritiseret for at brænde for mange store chancer og ikke leve op til sit prisskilt på cirka 400 millioner kroner.

Men den kritik er forfejlet, siger hans tidligere angrebsmakker Yussuf Poulsen.

»Timo har mega høj kvalitet. Det er fuldstændig forkert, at man overhovedet skal diskutere det. Man kan diskutere, om han er i god form eller ej, men man skal ikke diskutere, om han har kvalitet eller ej.«

»Man kommer ikke til Chelsea eller vinder Champions League, hvis man ikke har kvalitet,« siger Yussuf Poulsen.

Egentlig kunne de to tidligere kolleger komme til at stå over for hinanden i onsdagens testkamp mellem Danmark og Tyskland i Innsbruck, men Timo Werner får lov til at hvile lidt ekstra efter Champions League-sejren i lørdags.

Dermed slipper det danske forsvar for at skulle løbe om kap med den 25-årige tysker.

»Hans fart er hans spidskompetence, for han er sindssygt hurtigt, specielt på de første meter. Han er også god til at udfordre en mod en, når han har plads til det. Og så er han en god afslutter – også selv om folk siger, at han har brændt den og den store chance,« siger Yussuf Poulsen.

»Han er en fremragende afslutter, som måske bare har manglet lidt selvtillid.«

»Han går ikke så meget op i spillet på et hold, men han altid er svær at spille imod, for han kan gå og ikke være til stede i en hel kamp, og så har han en eksplosiv aktion, og så kommer man bagud 0-1.«

Den danske forward kender de fleste spillere i den tyske trup fra Bundesligaen, og det er en trup med lutter topspillere, påpeger han. Derfor bliver den ikke nødvendigvis svækket af, at Werner er blandt oversidderne.

Danskeren møder blandt andre to af sine nuværende holdkammerater i form af Marcel Halstenberg og Lukas Klostermann.

»Det er altid sjovt og fedt at spille mod folk, man kender på et personligt plan, for så spiller man om håneretten,« siger Yussuf Poulsen.

Testkampen i østrigske Innsbruck begynder klokken 21.

/ritzau/