Würtz tror på sejr i København

FC Københavns midtbanespiller Rasmus Würtz har ikke opgivet håbet om at gå videre til Champions League-gruppespillet efter 1-2-nederlaget til Benfica.

Skuffelsen var til at få øje på hos Rasmus Würtz, da han kort efter slutfløjtet i Champions League-kvalifikationsopgøret mellem FC København og Benfica skulle gøre status over kampen. Få minutter før slutfløjtet havde hjemmeholdets Rui Costa med sit mål til 1-2 nemlig gjort sit til at sætte skår i glæden hos københavnerne, der ellers gjorde en god figur.

- 1-1 havde været et rigtigt godt resultat. 1-2 er knap så godt, men det er stadigvæk ikke umuligt, sagde midtbanespilleren til tv 3+.

Han påtog sig egenhændigt skylden for portugisernes første mål.

- Jeg dummede mig med en tværaflevering. Det må selvfølgelig ikke ske, men holdet kom flot igen, og så er det bare ærgerligt, at de scorede til sidst, sagde Würtz på tv.

/ritzau/