Wozniackis tjekkiske overkvinde tager titlen i Qatar

Petra Kvitova besejrer Garbiñe Muguruza i tre sæt og vinder WTA-titel nummer 22 i karrieren.

Petra Kvitova slog lørdag Caroline Wozniacki ud af turneringen i Qatar. Søndag løb hun med det hele. Scanpix/Karim Jaafar Fold sammen
Læs mere

Doha. Tjekkiske Petra Kvitova slog lørdag Caroline Wozniacki i WTA-turneringen i Doha, og søndag fortsatte hun sin sejrsstime ved at besejre Garbiñe Muguruza i finalen.

Cifrene lød på 3-6, 6-3, 6-4, og de sikrer hende titel nummer 22 i karrieren. Det er samtidig hendes anden titel på få uger, efter at hun vandt WTA-turneringen i Sankt Petersborg tidligere i februar.

Med sejren stryger hun samtidig op på verdensranglistens tiendeplads. Den anføres dog fortsat af Wozniacki efter ugens strabadser i Qatar. Wozniacki nåede her semifinalen.

Kvitova kom katastrofalt fra start i søndagens møde med spanieren. Hun tabte de fem første partier, før hun fandt fodfæste i kampen.

Efter to timer og 16 minutter lykkedes det dog alligevel at sætte Muguruza til vægs og vinde trofæet.

Kvitova blev i december 2016 udsat for et voldsomt overfald med en kniv i sit eget hjem i Prostějov i den østlige del af Tjekkiet.

Det kostede hende en pause på fem måneder, og hun har siden kæmpet for at vende tilbage til verdenstoppen.