Wozniacki videre i US Open

Caroline Wozniacki vandt en tæt kamp i første runde af US Open og møder nu en jævnaldrende franskmand.

Ungdommen besejrede rutinen, da danske Caroline Wozniacki mandag aften dansk tid vandt sin kamp i første runde af Grand Slam-turneringen US Open i New York.

Den 17-årige dansker besejrede den 34-årige israeler Tzipora Obziler med cifrene 4-6, 6-2, 7-5, og dermed har Caroline Wozniacki vundet to og tabt to kampe i grand slam-sammenhæng siden debuten i French Open i foråret.

Den danske teenager fik en skidt start mod rutinerede Obziler, som brød danskerens serv i kampens første parti og tog sættet 6-4. Herefter var der dog ingen nåde fra Caroline Wozniacki, som tog andet sæt 6-2 og bragte sig foran 5-2 i det afgørende sæt. Obziler kom dog tilbage på 5-5, før det lykkedes danskeren at lukke kampen.

I anden runde skal Caroline Wozniacki møde den jævnaldrende franskmand, Alize Cornet, som hun både har besejret og tabt til tidligere i junior- og seniorkarrieren. Alize Cornet slog i sin første kamp den 29.-seedede australier, Samantha Stosur med 6-3, 6-2.

/ritzau/